Trump og Biden ankommer sammen til Kongressen før indsættelse
Donald Trump og Joe Biden fulgtes ad fra Det Hvide Hus til kongresbygningen. Foto: Nathan Howard/Reuters
Efter at have drukket te i Det Hvide Hus er Donald Trump og Joe Biden kørt til kongresbygningen, The Capitol.
Den kommende amerikanske præsident Donald Trump er mandag eftermiddag dansk tid ankommet til den amerikanske kongresbygning 45 minutter inden ceremonien, hvor han tages i ed som præsident.
Det viser tv-billeder fra stedet.
Han er ankommet sammen med afgående præsident Joe Biden.
Side om side er de to politiske modstandere trådt ind i kongresbygningen, hvor ceremonien skal afholdes.
Forinden har Joe Biden sammen med sin hustru, Jill Biden, været vært for et teselskab i Det Hvide Hus, hvor Donald Trump og hans hustru, Melania Trump, var gæster.
Joe Biden og Donald Trump blev sammen kørt fra Det Hvide Hus på Pennsylvania Avenue til kongresbygningen på Capitol Hill i Washington D.C.
Også kommende vicepræsident J.D. Vance og dennes hustru er ankommet til kongresbygningen, The Capitol.
Ceremonien, som normalt afholdes udendørs foran kongresbygningen, er rykket indenfor på grund af de lave temperaturer, som den seneste tid har præget vejret på den amerikanske østkyst.
Temperaturen er minus tre grader i Washington D.C. mandag forud for Trumps indsættelse.
Inden han bliver taget i ed, skal J.D. Vance tages i ed som vicepræsident.
Det er højesteretsdommer Brett Kavanaugh, der skal tage Vance i ed, mens chefdommer i den amerikanske højesteret John Roberts tager Trump i ed som USA's 47. præsident.
Efterfølgende holder Trump sin indsættelsestale.
Mange prominente gæster er inviteret til indsættelsesceremonien - herunder alle tidligere nulevende amerikanske præsidenter.
Selv om der ikke er tradition for, at udenlandske regeringsledere deltager ved præsidentindsættelser i USA, er flere europæiske ledere og politikere også blevet inviteret af Trump.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned