Trump optrapper handelskrig med Kina med ny trussel
USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, er blevet bedt om at overveje at skrue endnu mere op for den nye told på en ny gruppe varer fra Kina. Foto: Mandel Ngan/arkiv/Ritzau Scanpix
Mandel Ngan/arkiv/Ritzau Scanpix
Endnu inden USA har indført ti procents told på flere varer fra Kina, truer Trump med at øge satsen til 25.
USA's præsident, Donald Trump, har onsdag bedt sin handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, om at overveje at skrue endnu mere op for den nye told, Trump har truet med at lægge på en ny gruppe varer fra Kina.
Amerikanske embedsmænd siger, at planen nu er at øge toldsatsen på kinesiske varer til en samlet værdi af 200 milliarder dollar fra de foreslåede 10 til 25 procent.
Embedsmændene siger, at meldingen er led i et forsøg på at få Kina til at "ændre opførsel". Den offentlige høringsperiode for de øgede toldsatser er samtidig forlænget til 5. september.
I sidste måned offentliggjorde de amerikanske myndigheder en liste med tusindvis af kinesiske varer til en samlet værdi af 200 milliarder dollar, som Trump på det tidspunkt påtænkte at pålægge en told på ti procent.
Listen omfatter vidt forskellige varer som frugt, grøntsager, håndtasker, køleskabe, regnjakker og baseballhandsker.
En forhøjelse til 25 procent vil ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters kunne optrappe handelsstriden mellem verdens to største økonomier.
Den kinesiske regering har sent onsdag aften dansk tid ikke kommenteret nyheden. Men tirsdag sagde en talsmand for udenrigsministeriet, at Kina "uden tvivl vil svare igen for at forsvare landets rettigheder og interesser".
I begyndelsen af juli pålagde USA importerede varer fra Kina til en værdi af 34 milliarder dollar en told på 25 procent.
Efterfølgende indførte den kinesiske regering den samme toldsats på en tilsvarende amerikansk eksport til landet.
Senere på måneden sagde Donald Trump i et tv-interview med CNBC, at han "er villig til at gå til 500".
Dermed henviste han til, at han er villig til at forhøje toldsatsen på kinesisk import for 500 milliarder dollar. Det svarer til værdien af stort set alle de varer, Kina sidste år solgte til USA.
Hos Dansk Industri påpeger underdirektør Peter Thagesen, at der endnu kun er tale om en varsling.
- Men sker det, vil der være tale om, at handelskrigen mellem USA og Kina slår ud i lys lue, siger han.
Og selv om Trumps mange tiltag ikke direkte er rettet mod EU og Danmark, så vil mange danske virksomheder blive påvirket af dem.
- USA er danske virksomheders næststørste marked, og vi sælger varer ind i USA fra danske fabrikker i hele verden- også fra Kina, siger Peter Thagesen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie