Trump tager fem ud af fem stik hjem ved primærvalg
Fem amerikanske delstater peger på Trump som deres favorit som præsidentkandidat for Republikanerne.
Republikaneren Donald Trump gør rent bord natten til onsdag dansk tid.
Fem delstater har holdt primærvalg, og Donald Trump tager ifølge CNN, Fox News og MSNBC sikkert sejren ved samtlige af partiets primærvalg i delstaterne Pennsylvania, Maryland, Connecticut, Delaware og Rhode Island.
Dermed vinder milliardæren vigtig støtte fra de fem staters vælgere, der har peget på deres favorit som Republikanernes præsidentkandidat.
Klokken 02 natten til onsdag dansk tid lukkede valgstederne, og det varede ikke længe, før den kontroversielle milliardær kunne kåres til vinder.
Det var ventet, at Donald Trump ville trække sig sejrrig ud af nattens valg, da Trump har ført i meningsmålingerne forud for valgdagen.
- Tak, Pennsylvania. Tak, Maryland. Tak, Connecticut. Tak, Rhode Island, skriver Donald Trump på Twitter efter de første resultater.
Med sin succes i de nordøstlige stater er den kontroversielle kandidat endnu et skridt tættere på nomineringen til partiets præsidentbud ved valget senere på året.
De resterende republikanske kandidater i kapløbet, Ted Cruz og John Kasich, har inden de fem primærvalg indgået en pagt, der skal stække milliardæren Trump og forhindre, at han når det magiske antal delegerede inden partikonventet i Cleveland til juli.
Trumps popularitet i de nordøstlige stater natten til onsdag har allerede fået den konservative kandidat Ted Cruz til at se frem mod delstaten Indiana, der holder primærvalg 3. maj.
- Jeg har gode nyheder til jer. I aften rykker vores kampagne tilbage til mere favorabelt terræn, sagde Texas-senatoren tidligere tirsdag aften, da han talte til sine støtter på et gymnasium i Indiana.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned