Trump tager sikkerhedsgodkendelse fra tidligere CIA-chef
Tidligere CIA-direktør John Brennan har blandt andet kritiseret Trump for det meget omtalte pressemøde, den amerikanske præsident holdt sammen med sin russiske modpart, Vladimir Putin, for en måned siden. Brennan betegnede Trumps adfærd og udtalelser som "forræderiske". Foto: Leah Millis/Reuters
Leah Millis/Reuters
John Brennan, der er en skarp kritiker af Trump, får ikke længere adgang til hemmeligstemplet materiale.
USA's præsident, Donald Trump, har frataget den tidligere CIA-direktør John Brennan hans sikkerhedsgodkendelse.
Det oplyser Trumps talskvinde, Sarah Sanders, som henviser til Brennans "utilregnelige adfærd og opførsel".
Den tidligere CIA-chef er kommet med "en række grundløse og uhyrlige påstande samt vilde udbrud på internettet og tv om denne regering", siger Sanders.
I meddelelsen hedder det videre, at Brennan har brugt sin adgang til hemmeligstemplede oplysninger til at "skabe splittelse og kaos" om Trump-administrationen.
Trump vil desuden genoverveje de sikkerhedsgodkendelser, der er givet til andre højt placerede embedsmænd inden for sikkerheds- og efterretningstjenesterne.
Det gælder blandt andre den tidligere øverste efterretningschef James Clapper, tidligere CIA-direktør Michael Hayden og præsident Barack Obamas tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice.
Fælles for dem er, at de alle har kritiseret Trump.
John Brennan, der stod i spidsen for CIA under Obamas tid som præsident, har rettet en kraftig kritik mod Trump og har ofte angrebet Trumps udenrigspolitik på de amerikanske tv-kanaler.
I den udtalelse, Trump onsdag lod sin talskvinde læse op, fremgår det, at Brennan har fremsat "mere og mere vanvittige kommentarer".
Brennan selv kalder onsdag aften fjernelsen af sikkerhedsgodkendelse for "magtmisbrug" i et interview med tv-kanalen MSNBC.
I interviewet siger han samtidig, at præsidentens beslutning ikke vil afholde ham fra at sige sin mening.
Også på Twitter har Brennan reageret.
- Denne handling er en del af et større forsøg fra hr. Trump på at undertrykke ytringsfriheden og straffe kritikere, skriver John Brennan.
Normalt beholder tidligere CIA-chefer og andre ledere inden for efterretningstjenesterne - i hvert fald i en periode - deres sikkerhedsgodkendelser, så de kan rådgive deres efterfølgere.
- Den risiko, som hans utilregnelige adfærd og opførsel udgør, vejer højere end alle de fordele, som højt placerede regeringsrepræsentanter eventuelt kan få ud af at konsultere hr. Brennan, citerer Sarah Sanders præsidentens beslutning.
Eksperter har tidligere sagt, at det vil være en hidtil uhørt politisering af sikkerhedsgodkendelser, hvis man fratager tidligere efterretningsledere dem som svar på kritik, skriver nyhedsbureauet AP.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned