Trump tager vigtig storsejr i New York
Donald Trump ser ud til at sætte konkurrenten Ted Cruz til vægs ved tirsdagens primærvalg.
Donald Trump udbygger sin føring i kampen om at blive Republikanernes bud på USA's næste præsident.
Han står tilbage som klar vinder ved tirsdagens primærvalg i delstaten New York ifølge prognoser fra adskillige amerikanske medier, herunder CNN og NBC News, og den foreløbige stemmeoptælling.
Det var i forvejen ventet, at den kontroversielle kandidat ville trække flest stemmer i New York, der er hjemmebaneterritorium for Trump.
- Vi går til partikonventet - tror jeg - som vinder. Tak til jer alle, siger Trump i sin sejrstale ifølge The Guardian.
Det interessante bliver nu at se, hvor stor en sejr Donald Trump får, og hvor mange delegerede han dermed sikrer sig frem mod sommerens partikonvent, hvor Republikanernes kandidat officielt skal vælges.
Texas-senator Ted Cruz og Ohio-guvernør John Kasich er de to andre tilbageværende kandidater i Republikanernes kamp for at nå Det Hvide Hus. Førstnævnte er tættest på Trump i forhold til antal vundne delegerede.
Donald Trump kan vinde alle de 95 delegerede, der er på spil i New York, hvis han samlet set får over 50 procent af stemmerne og samtidig får over halvdelen af stemmerne i hver enkelt valgdistrikt.
Sker det ikke, bliver de delegerede fordelt mere proportionelt mellem kandidaterne.
Med omkring 42 procent af stemmerne talt op står Trump til at få opbakning fra næsten to tredjedele af vælgerkorpset.
Ted Cruz, der har haft momentum frem mod valget i New York, ser ud til at få mindst opbakning blandt kandidaterne ved tirsdagens afstemning. 14 procent har peget på ham som deres foretrukne præsidentbud, mens 24 procent har stemt på John Kasich.
Inden primærvalget i New York havde Trump sikret sig 756 delegerede, mens Cruz havde støtte fra 559 og Kasich 144 ifølge The New York Times. Det kræver 1237 delegerede at sikre nomineringen.
Hvis ingen af kandidaterne formår at skaffe det nødvendige antal, står det en del af de delegerede frit for at pege på en anden kandidat, end det oprindeligt var meningen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned