Trump udløser trykket stemning hos soldater i Ukraines skyttegrave

På de bonede gulve i München taler ledere og toppolitikere om at afslutte krigen i Ukraine. Og hvordan. Ved fronten er livet anderledes hårdt. På billedet opererer ukrainske soldater deres Leopard-kampvogn ved fronten i Donetsk, mens en hund ser på. Billedet er fra den 9. februar. Foto: Oleksandr Klymenko/Reuters

Det var ikke lige, hvad de havde brug for i Ukraines skyttegrave ved fronten. Trump tilbyder store indrømmelser til Putin, og det har ramt soldaternes humør.

Offentliggjort Sidst opdateret

Internationale ledere har i weekenden sat hinanden stævne ved den årlige sikkerhedskonference i München i Tyskland.

Og alt imens er amerikanske og russiske embedsmænd i gang med at arrangere et topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det er krigen i Ukraine, der er på toppen af dagsordenen i både München og ved topmødet. Det er kommet i stand, efter at Trump har lovet Putin en række indrømmelser i krigen.

Det er de mænd, der mærker krigen på allernærmeste hold, ikke glade for.

Ved fronten i det østlige Ukraine tager soldater snart hul på tredje år, hvor de kæmper for at holde russerne væk.

Det er soldater, som siden Ruslands angreb den 24. februar 2022 har været afhængig af stadig flere våben fra Vesten, særligt fra USA.

Og det er trætte og udmattede soldater.

En officer, der kalder sig Artem, siger, at hvis amerikansk våbenhjælp stopper, bliver det en "katastrofe" for kampen mod russerne.

- Vi betaler allerede en høj pris, og den bliver nu endnu højere. Jeg ved ikke engang, om den kan blive højere, siger den 42-årig soldat.

Det er nyhedsbureauet AFP, som har talt med soldater ved frontlinjen, efter at Trump-administrationen har sagt, at Ukraine ikke skal vente at få grænserne fra før 2014, da Rusland annekterede Krim, tilbage.

Ukraine bliver heller ikke medlem af Nato, og udenlandske soldater, der udstationeres i Ukraine under en våbenhvile, skal ikke være i Ukraine som Nato-soldater.

Det betyder, at Ukraines sikkerhedsgarantier er svagere, end Ukraines ledelse har arbejdet på.

Desuden vil USA skrue ned for hjælpen til Ukraine.

- Jeg har mistet mange venner, som jeg har tjent med. Jeg vil ikke miste flere brødre og søstre i trøjen, siger officeren.

Soldater fra Alkatraz-bataljonen. Den består af tidligere fængselsfanger, der har fået deres frihed til gengæld for at gøre tjeneste ved fronten. Billedet er fra den 13. februar, hvor de træner nær fronten i Donetsk. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

En anden soldat, Oleksandr, siger, at det bliver "kaos", hvis Ukraine afstår land til Rusland.

- Det her er vort land. Hvordan kan vi give det til nogen, bare fordi de har taget det?

Den 41-årige Sava har en lidt anden indstilling. Han er tidligere fængselsfange, der har fået sin frihed mod at tjene ved fronten i en periode.

Han stoler ikke på Trump, men vil hilse et stop for krigen velkommen - også hvis Ukraine skal afgive territorium.

- De er politikere. Vi er bare almindelige mennesker. Hvad kan vi gøre?

Længere væk fra fronten, i Ukraines hovedstad, Kyiv, er der også bekymring for, om Trump sælger ud af Ukraines interesser.

- Det ser i sandhed ud som om, at de vil have Ukraine til at overgive sig. Jeg kan ikke se noget, der gavner dette land i sådanne forhandlinger eller i Trumps retorik, siger den 23-årige Myroslava Lesko til Reuters.

Kramatorsk i det østlige Ukraine den 13. februar - dagen efter, at Trump havde meddelt, at han og Putin skal mødes for at drøfte fred i Ukraine. Et russisk angreb har ramt et beboelsesområde i Kramatorsk og dræbt mindst én person. Fem blev såret. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix

Nyhedsbureauet har også talt med Oleksandr Merezjko, som er formand for udenrigsudvalget i Ukraines parlament. Han siger, at det nu er afgørende, at der etableres "en systematisk kontakt" mellem Trump og Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident.

Han tilføjer, at uanset meldingerne fra USA vil Ukraine fortsætte med at skubbe på for at blive Nato-medlem.

- Vores overlevelse afhænger af det. Vi vil banke på døren, til den åbner. Vi har ikke andet valg.

/ritzau/

Det siger de i Moskva

- I Rusland er der forsigtig optimisme efter USA's præsident Donald Trumps udspil for at afslutte krigen i Ukraine. Trump vil mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og vil give en række indrømmelser, som Putin har efterspurgt:

* Aleksej Pusjkov, senator fra parlamentets overhus:

- Det er ikke et gennembrud, men måske det første skridt på vejen.

* Andrej Klimov, også en senator:

- Nu er der håb om, at vi efter noget tid kan nå en tilstand af normalitet.

* Nikolaj Gridasov, en 58-årig matematiklærer i Moskva:

- Nyhederne er, selvfølgelig, opmuntrende. Vi håber meget, at det på en eller anden måde fører til en fredelig løsning på det, der sker nu.

* Viktoria Grisenko, 36-årig tolder:

- Måske kan den amerikanske leder påvirke konflikten. Og så bliver den løst hurtigere, end vi havde ventet.

* Artur Jevsejev, russisk minerydder, der har orlov fra krigen:

- Før eller senere overgiver Ukraine sig.

Kilde: AFP.

/ritzau/

USA's nye forsvarsminister, Pete Hegseth, med slips sendte rystelser igennem Ukraine og Vesteuropa, da han i onsdags i Bruxelles erklærede, at Ukraine ikke kan vende tilbage til grænserne fra 2014 og blive medlem af Nato. Billedet er fra Polens hovedstad, Warszawa, fredag, hvor han blev modtaget af den polske forsvarsminister, Wladyslaw Kosiniak-Kamysz. Foto: Aleksandra Szmigiel/Reuters
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fået noget at tænke på efter de seneste amerikanske udspil. Billedet er fra torsdag, da han talte med pressen ved atomkraftværket Khmelnytskyj i Ukraine. Foto: Alex Babenko/Ritzau Scanpix
Meldingerne fra Rusland er svagt optimistiske efter oplysningerne om, at Trump har givet flere af de indrømmelser, som Putin har krævet. Billedet er fra Den Røde Plads i Moskva torsdag den 13. februar. Foto: Maxim Shemetov/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu