Trumps minister giver åben vidneforklaring i Rusland-sag
Senatets efterretningskomité vil efter alt at dømme møde Sessions med spørgsmål om den tidligere senators forhold til russiske repræsentanter under valgkampen i 2016. Foto: /ritzau/AP/Andrew Harnik
/ritzau/AP/Andrew Harnik
Justitsminister Jeff Sessions forklarer tirsdag, hvad han ved om Ruslands indblanding i USA's præsidentvalg.
Den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, vil tirsdag give vidneforklaring for åbne døre i forbindelse med en undersøgelse af mulig russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016.
Senatets efterretningskomité vil efter alt at dømme møde Sessions med spørgsmål om den tidligere senators forhold til russiske repræsentanter under valgkampen i 2016.
Det forventes desuden, at Sessions vil blive bedt om at forklare, om han spillede en rolle i fyringen af FBI's nu forhenværende chef James Comey.
Det har længe været uklart, om Sessions ville give forklaring bag lukkede døre.
Men i en pressemeddelelse mandag oplyste komitéens formand, republikaneren Richard Burr, at høringen vil være åben for offentligheden.
En talskvinde fra Justitsministeriet siger, at Sessions havde bedt om en åben høring. Det havde han angiveligt, fordi han mener, at "det er vigtigt, at det amerikanske folk hører sandheden direkte fra ham".
James Comey gav sin forklaring i sidste uge.
Her fortalte den tidligere FBI-chef, at forbundspolitiet havde informationer om Sessions, der ville have gjort det "problematisk" for justitsministeren at stå i spidsen for undersøgelsen om Ruslands rolle i valget.
Som justitsminister var det ellers Sessions, der var tiltænkt den rolle.
Men justitsministeren erklærede sig selv inhabil.
Det skete, efter at medier havde skrevet, at Jeff Sessions havde holdt hemmelige møder med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kisljak.
Høringen tirsdag begynder klokken 20.30 dansk tid.
Det sker, dagen efter at mediebossen Christopher Ruddy, der er en af Donald Trumps venner, sagde, at Trump også overvejer at fyre Robert Mueller.
Mueller er udpeget som særlig anklager i undersøgelsen af Ruslands rolle i valget.
Hans udnævnelse fandt sted, efter at Donald Trump fyrede James Comey.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned