Trumps nye told på europæiske varer er trådt i kraft
USA's præsident, Donald Trump, præsenterede sin såkaldt gensidige told i sidste uge foran Det Hvide Hus. (Arkivfoto). Foto: Carlos Barria/Reuters
Amerikansk told på varer fra EU på 20 procent er onsdag morgen trådt i kraft, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Donald Trumps told på varer fra EU på 20 procent er onsdag morgen dansk tid trådt i kraft.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den amerikanske præsident præsenterede den nye told på et pressemøde i onsdags. Den betyder, at varer fra en række lande bliver pålagt told, når de kommer ind i USA.
Tolden er trådt i kraft lige efter midnat amerikansk tid, hvilket er klokken 06.01 dansk tid.
For lande uden for EU gælder andre toldsatser. For eksempel skal der betales 46 procent told på vietnamesiske varer i USA og 32 procent på varer fra Taiwan.
Både EU og en række lande har varslet modsvar til tolden i USA.
Kina har allerede gjort alvor af sine trusler ved i sidste uge at varsle øget told på amerikanske produkter, som skal træde i kraft torsdag.
Siden slog Trump tilbage og meldte, at gengældelsestolden på kinesiske varer nu bliver endnu højere. Den skulle have været 54 procent, men bliver i stedet 104 procent. Ifølge Reuters træder den i kraft sammen med de andre toldsatser onsdag.
Foruden den told, der er trådt i kraft onsdag, har Donald Trump også indført en basistold på 10 procent på udenlandske varer. Den trådte i kraft lørdag og gælder for lande som eksempelvis Storbritannien, som ikke har fået en særlig toldsats tildelt.
Toldkrigen kan få omfattende konsekvenser for verdensøkonomien.
Allerede inden de nye amerikanske toldsatser var trådt i kraft, kunne effekten ses på aktiemarkederne, der oplevede store fald verden over.
Trump omtaler tolden som gensidig, fordi den ifølge ham rammer lande, som forsøger at holde amerikanske produkter ude af deres markeder gennem told og andre handelsbarrierer.
USA er blevet "lænset" af de andre lande, mener Trump.
Tolden gælder de fleste importerede varer, men en del er blevet undtaget, herunder lægemidler, kobber, halvledere og kritiske mineraler.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned