Truss beder angiveligt Konge Charles blive hjemme fra COP27
Kong Charles er skuffet over, at han ikke kan deltage i det kommende klimatopmøde, skriver britisk presse. (Arkivfoto). Foto: Russell Cheyne/Reuters
Den ellers klimakampsivrige britiske konge deltager ikke ved det kommende klimatopmøde i Egypten i november.
Kong Charles opgiver planer om at deltage ved COP27, FN's kommende klimatopmøde i Egypten senere i år.
Det sker angiveligt, fordi den britiske premierminister Liz Truss har ytret ønske om, at kongen bør blive hjemme.
Det skriver den britiske avis Sunday Times ifølge The Guardian.
Monarken, der ellers er en mangeårig klimaforkæmper, var inviteret til topmødet, der skal finde sted i Sharm el-Sheikh i Egypten i november.
Det har premierministeren dog efter sigende gjort indsigelser mod under en personlig audiens på Buckingham Palace.
Slottet har bekræftet, at kongen ikke kommer til at deltage ved topmødet.
- Det er ingen hemmelighed, at kongen var inviteret dertil. Han var nødt til nøje at overveje, hvilke skridt han ville tage i forbindelse med sin første udenlandsrejse, og han kommer ikke til at deltage i COP-mødet, udtaler en højtstående anonym royal kilde til Sunday Times.
Herfra lyder det, at beslutningen er taget på baggrund af anbefalinger fra regeringen.
Det overvejes dog stadigvæk, hvordan Kong Charles i stedet kan markere topmødet, der finder sted mellem 6. og 18. november.
Ifølge en anden kilde, er kongen "personligt skuffet" over at misse topmødet, fordi alt var planlagt forud for afrejse, skriver The Guardian.
Den 73-årige konge talte både ved COP21 i Paris i 2015 og COP26 i Glasgow sidste år.
Klimatopmødet i Sharm el-Sheikh er den 27. i rækken af årlige FN-klimakonferencer.
Her ventes ledere fra det meste af verden at deltage for at blive enige om at skærpe indsatsen mod udslip af CO2.
Kongen er ikke den eneste fra den royale familie, der har blandet sig i klimakampen. Forud for topmødet sidste år rettede prins William kritik i et interview med BBC.
Her advarede prinsen blandt andet verdensledere på COP26 i Glasgow mod "smart tale, smarte ord, men for lidt handling".
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned