Tsunamivarsel sender titusinder på flugt fra stillehavskyster
Indbyggere i Whangarei på New Zealands nordlige ø søgte fredag morgen tilflugt i et højtliggende område, efter at der var blevet udsendt et tsunamivarsel for området i kølvandet på tre store jordskælv. Foto: Mike Dinsdale/Ritzau Scanpix
Mike Dinsdale/Ritzau Scanpix
Fredag lød tsunamisirener i Ny Kaledonien, hvor myndighederne frygtede, at tre meter høje bølger var på vej.
Titusindvis af kystbeboere i New Zealand, Ny Kaledonien og Vanuatu har fredag søgt tilflugt i højereliggende områder, efter at flere voldsomme jordskælv har udløst tsunamivarsler for store dele af Stillehavet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I Ny Kaledoniens hovedstad, Nouméa, lød der advarselssirener, mens myndighederne beordrede folk til at lade sig evakuere af frygt for, at tre meter høje bølger var på vej mod det franske oversøiske territorium.
- Folk skal straks forlade strandområderne og indstille al vandaktivitet. Folk bør ikke hente deres børn fra skole for at undgå at danne trafikpropper, siger talsmand for redningstjenesten i Nouméa Alexandre Rosignol til en lokal radiostation ifølge AFP.
I New Zealand fik lokalsamfund på landets nordø besked om at søge tilflugt i højereliggende områder, efter at tre jordskælv med en beregnet størrelse på henholdsvis 8,1, 7,4 og 7,3 havde ramt i det samme område fredag morgen lokal tid.
Nogle timer senere, efter at de største bølger har passeret, er trusselsniveauet for tsunamier blevet nedgraderet.
- Alle personer, som lod sig evakuere, kan nu vende tilbage, oplyser landets redningstjeneste i en opdatering fredag eftermiddag lokal tid.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge det amerikanske Pacific Tsunami Warning Center (PTWC), der er en del af det internationale varslingssystem for tsunamier, vil Vanuatu og Ny Kaledonien sandsynligvis opleve de største bølger.
- Baseret på alle tilgængelige data ventes farlige tsunamibølger at ramme nogle kyster, oplyser varslingscentret ifølge AFP.
Ifølge PTWC er der allerede observeret mindre bølger i Tonga, ligesom at mindre bølger kan forekomme så langt væk som Japan, Rusland, Mexico og Sydamerika.
Der er indtil videre ikke rapporteret om tilskadekomne eller ødelæggelser i forbindelse med jordskælvene, der ramte cirka 1000 kilometer ud for New Zealands kyst.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned