Tunesere anklager deres præsident for racisme mod migranter
Demonstranter har lørdag været på gaden i Tunis for at vise deres utilfredshed med det, de opfatter som racistiske udtalelser fra landets præsident. Foto: Fethi Belaid/Ritzau Scanpix
Tunesiens præsident mener, at sorte migranter udgør en trussel mod den tunesiske befolkning.
Racisme og fascisme hører ikke hjemme i Tunesien.
Det var budskabet, da hundredvis af demonstranter lørdag gik på gaden i Tunesien for protestere mod landets præsident, som de mener, har udtalt sig racistisk om migranter fra det øvrige Afrika.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Præsident Kais Saied advarede i en tale tidligere på ugen om, at migranter fra lande syd for Sahara udgør en trussel mod den tunesiske befolkning og mod befolkningssammensætningen i landet.
- Ned med fascismen, Tunesien er et afrikansk land, råbte demonstranterne i kor under demonstrationen i Tunis, der er Tunesiens hovedstad.
I en udtalelse fra præsidentens kontor hævdes det, at de afrikanske migranter i landet deltager i et "kriminelt plot", som skal "ændre Tunesiens demografiske sammensætning".
Ifølge AFP har der bredt sig en grundlæggende utryghed blandt sorte migranter i Tunesien. Mange forsøger at forlade landet og rejse tilbage deres hjemlande, fordi de ikke føler, at de er i sikkerhed i Tunesien.
Blandt andet er en strøm af migranter de seneste dage mødt op på Elfenbenskystens ambassade i Tunesiens hovedstad, Tunis, fordi de ønsker at vende hjem.
Den tunesiske præsidents udtalelser om afrikanske migranter er blevet rost af Eric Zemmour, der stillede op ved det franske parlamentsvalg i 2022.
Zemmour har stærke indvandrerkritiske holdninger.
Han har blandt andet gjort sig bemærket med sin tro på teorien om den store befolkningsudskiftning.
Teorien handler om, at indvandrere fra Afrika og Mellemøsten på et tidspunkt vil erstatte den etnisk franske del af befolkningen i Frankrig.
Tunesiens placering i Nordafrika har gjort landet til et mål for mange afrikanere, der ønsker at rejse videre til Europa.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned