Tusinder protesterer mod påstået valgsvindel i Georgien
Demonstranter er igen på gaden og protesterer mod påstået valgsvindel i Georgien ved valget 26. oktober. (Arkivfoto). Foto: Irakli Gedenidze/Reuters
Endnu engang er tusindvis af demonstranter på gaden i Georgiens hovedstad for at demonstrere mod valgresultat.
Tusindvis protesterer mandag i Georgiens hovedstad, Tbilisi, mod påstået valgsvindel ved valget 26. oktober.
Her blokerer demonstranter trafikken på Tbilisis hovedvej, efter at oppositionen har opfordret sine støtter til at gå på gaden.
Det skriver AFP.
- Det georgiske folk vil aldrig acceptere forfalskede valgresultater.
- En uovervindelig protestbevægelse er ved at rejse sig, og den vil feje regimet, som har stjålet vores stemmer, væk, sagde lederen af oppositionspartier Akhali, Nika Melia, til de fremmødte ifølge AFP.
Han lover daglige protester, og den næste demonstration er allerede planlagt til at finde sted tirsdag i denne uge.
Efter valget 26. oktober erklærede regeringspartiet Georgisk Drøm sejr. Partiet havde ifølge valgkommissionen fået 54 procent af stemmerne.
Oppositionens alliance, der består af fire partier, fik 38 procent, lød det.
Den pro-vestlige opposition nægter dog at anerkende valgresultatet.
Desuden har præsidenten, Salome Zurabisjvili, kaldt resultatet for "tyveri" af vælgernes stemmer, ligesom hun har beskyldt Rusland for indblanding.
Rusland har afvist de anklager.
Demonstranterne har anklaget Georgisk Drøm for at distancere landet fra målet om at tilslutte sig EU.
Forud for valget lød det fra Bruxelles, at valget ville afgøre kandidatlandets chancer for at blive medlem af EU.
Internationale observatører har meldt om betydelige uregelmæssigheder ved valget.
Valgobservatørerne har blandt andet bidt mærke i, at der har været meldinger om intimidering, tvang og pres på vælgere - især på ansatte i den offentlige sektor.
Der er ulige adgang til både medier og penge til at føre valgkamp for, påpeger observatørerne desuden.
Det har fået EU og USA til at kritisere uoverensstemmelser i valget. EU-præsident Charles Michel opfordrede efter valget til hurtigst muligt at undersøge de påståede uregelmæssigheder ved valget.
Mamuka Khazaradze, der er leder af Koalitionen for Forandring, kræver nyt valg.
- Vi kræver et nyt valg samt en international undersøgelse af valgsvindel, og vi giver ikke op, før vores mål er nået, siger han ifølge AFP.
Det er ikke første gang, at demonstranter går på gaden efter valget i Georgien.
Allerede dagen efter valget opfordrede Salome Zurabisjvili sine landsmænd til at gå på gaden for at protestere mod det "forfalskede valgresultat" ved parlamentsvalget.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned