Tvetydigt kompromis om EU's banktilsyn

De 27 EU-lande er på et 10 timer langt møde til langt ud på natten fredag i Bruxelles enedes om et klassisk, tvetydigt EU-kompromis, der midlertidigt bilægger striden om tidsplanen for et nyt europæisk banktilsyn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kompromisset kom i stand ved at udskifte et enkelt nøgleord i topmødets slutdokument, så der nu kommer til at stå, at man vil have "enighed" om banktilsynet inden årsskiftet i stedet for, at der - som tidligere - stod, at etableringsarbejdet var "afsluttet" til nytår.

Den formulering betyder, at både Frankrigs præsident François Hollande og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kan fremstå som, at de fik deres vilje.

Hollande vil gerne have tilsynet hurtigt i gang, mens Merkel ønsker "kvalitet frem for hast". Nu er det præcise spørgsmål om timingen lidt uklart. Men der sigtes mod, at tilsynet er klar 1. januar 2014 med en ikke nærmere beskrevet indfasning i 2013.

Kompromisset glæder også den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), fordi der nu bliver mere tid til at få belyst de problemer, Danmark vil have løst, før regeringen træffer beslutning om eventuelt at gå med.

- Man kan konkludere efter en lang aften, at der bliver lyttet til vores synspunkter, og at vi har et bedre dokument, end det vi lagde ud med, siger Thorning på et natligt pressemøde.

Den danske statsminister har under forhandlingerne forsøgt at finde fælles fodslag med sin svenske kollega, Fredrik Reinfeldt, som ifølge kilder tæt på forhandlingerne var en af de mest talende og kritiske røster omkring bordet.

- Vi har haft vældigt ens udgangspunkter. Vi er to stærke økonomier, som må spørge, hvordan vi skal forholde os til et EU med dybtgående problemer i deres banksystemer, siger Reinfeldt om samarbejdet med Thorning-Schmidt.

Banktilsynet skal overvåge banker i først og fremmest de 17 eurolande og kunne gribe ind og i yderste konsekvens lukke banker. Den nye myndighed er åben for deltagelse fra lande uden for euroen.

Den danske regering har som betingelse for at kunne deltage blandt andet krævet indflydelse i tilsynets ledelse.

/ritzau/