Twitter lukker hundredtusinder af konti på terrormistanke
Twitter har lukket næsten en kvart million profiler på et halvt år, fordi brugerne har ytret terrorsympatier.
Twitter har udelukket 235.000 brugere fra det sociale medie, fordi de har ytret sig positivt om terrorisme eller ligefrem opfordret til det.
Dermed har Twitter lukket i alt 360.000 brugerkonti siden midten af sidste år, fordi brugerne har ytret terrorsympatier.
I år er antallet af lukkede konti steget med 80 procent, oplyser Twitter i en meddelelse.
- Vi fordømmer disse handlinger kraftigt og vil fortsat være engagerede i at udrydde enhver fremme af vold eller terrorisme på vores platform, skriver Twitter.
Selskabet oplyser, at det i dag går hurtigere med at identificere og udelukke de konti, som bryder med retningslinjerne.
Forskellige grupper bruger sociale medier og andre netværk på internettet til blandt andet propaganda, rekruttering og udbredelse af deres ideologi.
Twitter har tidligere fået kritik fra den amerikanske regering for ikke at gøre nok for at stoppe terrorrelateret propaganda og eksempelvis udbredelse af videoer fra Islamisk Stat med meget voldeligt indhold.
Organisationer, der holder øje med ekstreme gruppers færden på internettet, har dog rost Twitter for hurtigt at have slået ned på de islamistiske ekstremister, der jublede over angrebet i den sydfranske by Nice i juli.
Her blev 84 mennesker dræbt, da en mand, der havde erklæret sin sympati for Islamisk Stat, pløjede en lastbil ind i en menneskemængde på byens strandpromenade.
Twitter har omkring 313 millioner aktive brugere.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned