Tyrkiet: 138 militante fra IS er dræbt i Syrien
Under kampe ved Al-Bab i Syrien er 138 IS-krigere og 14 tyrkiske soldater blevet dræbt, siger Tyrkiets hær.
Det tyrkiske militær siger ifølge Reuters, at 138 militante fra Islamisk Stat er dræbt i kampe ved byen Al-Bab i det nordlige Syrien. 14 tyrkiske soldater meldes dræbt, og 16 andre meldes såret.
Al-Bab er en strategisk vigtig by i den nordlige provins Aleppo. Den har stor betydning for hele logistikken i regionen, og den har fået en endnu større rolle, efter at de kurdiske YPG-militser har vundet kontrol over byen Manbij.
Manbij var før ekstremisternes sidste vigtige station for at fragte mandskab og udstyr fra Tyrkiet til Syrien.
Turkmenske og arabiske oprørere har også vundet terræn ved al-Bab, som er Islamisk Stats sidste byområde i den nordlige Aleppo-provins.
De kurdiske militser har som erklæret mål at forbinde de kurdisk kontrollerede områder fra Hasakeh til Efrin. Hvis YPG-militserne indtager al-Bab, kan de gennemføre planen.
Kampene i det nordlige Syrien kompliceres, fordi Tyrkiet, der bekæmper Islamisk Stat ligesom de kurdiske militser, også opfatter kurderne som fjender.
Tyrkiets hær gik i august ind over den syriske grænse for at bekæmpe Islamisk Stat og holde den kurdiske milits væk fra grænseområdet.
Tyrkiets hær har sagt, at den vil fortsætte offensiven i Syrien, indtil alle "terrorister" omkring al-Bab er udryddet. Tyrkiet kæmper for at få Islamisk Stat og kurdiske militser trængt tilbage til et område øst for floden Eufrat.
Mens YPG-militsen i Syrien er en vigtig allieret for USA i kampen mod Islamisk Stat, betragter Tyrkiet militsen som en forlængelse af det forbudte, militante Kurdistans Arbejderparti, PKK.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned