Tyskland kunne måske have undgået at lukke 4700 landbrug af frygt for, at dyrene er blevet fodret med dioxinholdigt foder.
Slesvig-Holstens landbrugsministerium oplyser over for nyhedsbureauet dpa, at der allerede i marts blev fundet dioxin i fedtsyrer hos firmaet Harles og Jentzsch i nordtyske Uetersen.
Firmaet har i november og december leveret 150.000 tons forgiftede fedtsyrer til omkring 25 foderproducenter. Det skal ifølge tyske medierapporter være tæt på at gå i betalingsstandsning, nu da dioxinskandalen har spredt sig til 13 af Tysklands 16 delstater.
Ministeriet bekræfter Hannoversche Allgemeine Zeitungs oplysninger om, at de dioxinforgiftede industrifedtstoffer længe er blevet forarbejdet til dyrefoder.
Helt tilbage i marts i fjor afslørede en privat laborantmåling hos Harles og Jentzsch dobbelt så meget dioxin som tilladt. Men landbrugsministeriet i Kiel fik først kendskab til resultatet i slutningen af december, og firmaet er nu meldt til politiet.
- Det burde være blevet meldt til myndighederne med det samme, siger ministeriets talsmand, Christian Seyfert, der også bekræfter, at der siden har været yderligere to tilfælde, der skulle have fået alarmklokkerne til at ringe.
Firmaet selv vil ikke udtale sig, nu da der er indledt en efterforskning af sagen.
Foreløbig viser ni ud af 20 nye stikprøver hos firmaet dioxinniveauer, som er mere end 10 gange højere end tilladt, oplyser landbrugsministeriet.
Hvor meget forgiftet foder med forgiftede fedtsyrer, der er blevet leveret siden marts, er endnu uvist.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned