Tysk kansler vil skabe Europas stærkeste hær
Friedrich Merz holder onsdag sin første store tale til Forbundsdagen som kansler. Foto: Michael Kappeler/Ritzau Scanpix
Michael Kappeler/Ritzau Scanpix
I sin første store tale som kansler til Forbundsdagen sætter Friedrich Merz store mål for det tyske militær.
Den tyske hær får de nødvendige midler til at blive "Europas stærkeste konventionelle hær".
Det siger den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, i sin første store tale til Forbundsdagen som kansler onsdag.
- Vi ønsker at kunne forsvare os, så vi ikke bliver nødt til at forsvare os, siger den konservative kansler.
Hans regering har allerede gjort klar til, at milliarder af euro kan investeres i det tyske forsvar ved at få en stor økonomisk plan stemt igennem i det tidligere parlament.
- At styrke hæren er vores højeste prioritet, siger Merz.
- Den tyske regering vil give alle de økonomiske midler til hæren, som den har brug for, for at blive Europas stærkeste konventionelle hær.
- Det er passende for Europas mest folkerige og økonomisk stærke land. Vores venner og partnere forventer det af os. Ja, de kræver det praktisk talt os, fortsætter kansleren.
Samtidig opfordrer kansleren til europæisk - og mere generelt vestligt - sammenhold i Ukraine.
- Det er af afgørende betydning, at det politiske Vesten ikke lader sig splitte, siger Merz.
- Og derfor vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at opnå det størst mulige sammenhold mellem vores europæiske og amerikanske partnere, siger han i kølvandet på to opkald med den amerikanske præsident, Donald Trump.
Merz blev sidste uge indsat som forbundskansler i Tyskland efter en dramatisk dag, hvor der skulle to forsøg til for at få opbakning fra Forbundsdagen.
Ganske overraskende tabte Merz den første kanslerafstemning, inden han i andet forsøg fik nok medlemmer af den tyske regeringskoalition med om bord.
Koalitionen består af konservative CDU/CSU og socialdemokratiske SPD.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Hovedtribunen lukket før Brøndby-brag: Nu kæmper NFC mod uret
Mille er én de unge, der svært kan undvære SU'en
Datoerne er på plads: Her spiller NFC pokalbrag mod Brøndby
Fjerner SU'en: - Vi kan ikke bare få et job
Arkæologer gør uventet fund på historisk grund
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok