Tysk kommissær advarer jøder mod at gå med kalot
Den traditionelle kalot, der er en lille rund hovedbeklædning, bæres typisk af jødiske mænd og kan have mange forskellige slags farver, mønstre og symboler på sig (Arkivfoto). Foto: Frank Rumpenhorst/Ritzau Scanpix
Frank Rumpenhorst/Ritzau Scanpix
Som følge af et øget antal antisemitiske angreb i Tyskland opfordres jøder til at overveje brugen af kalot.
Tysklands jøder bør tænke sig om en ekstra gang, før de benytter sig af den traditionelle hovedbeklædning kalotten i det offentlige rum.
Sådan lyder det fra den tyske regerings kommissær for antisemitisme, Felix Klein. Og årsagen er en stigning i antallet af antisemitiske angreb i Tyskland.
- Min holdning har desværre ændret sig i forhold til tidligere. Jeg kan ikke anbefale, at jøder benytter sig af kalotten over alt og når som helst i Tyskland, siger Felix Klein lørdag til det tyske medieselskab Funke.
Antisemitiske forbrydelser steg med 20 procent i Tyskland i 2018. Det viser tal fra det tyske indenrigsministerium.
Felix Klein, hvis kommissærpost blev oprettet sidste år, mener, at årsagen blandt andet er en "mangel på hæmninger og en primitiv adfærd, der i stigende grad er udbredt i samfundet".
- Internettet og sociale medier har bidraget til det her. Men det har konstante angreb mod vores mindekultur også, siger Felix Klein.
Han foreslår, at politi, lærere og advokater bliver bedre uddannet til at vide, hvad der er uacceptabelt, og "hvad der er tilladt, og hvad der ikke er".
Kommissærens udmelding har rystet den israelske præsident.
- Udtalelsen fra den tyske regerings antisemitisme-kommissær om at det vil være en fordel for jøder ikke at bære kalot i Tyskland på grund af frygt for deres sikkerhed, chokerer mig voldsomt, siger den israelske præsident Reuven Rivlin søndag ifølge nyhedsbureauet AP.
For får uger siden udtalte Berlins førende ekspert for antisemitisme, at antisemitisme fortsat er "dybt indgroet" i det tyske samfund.
- Antisemitisme har altid været her. Men på det seneste er det blevet mere højlydt, mere aggressivt og grovere, siger Claudia Vanoni.
Antisemitisme, der betegner en fjendtlig indstilling til og diskrimination mod jøder, er et betændt emne i Tyskland. Under Anden Verdenskrig blev omkring seks millioner jøder dræbt af det nazistiske regime.
Den tyske justitsminister, Katarina Barley, siger til den tyske avis Handelsblatt, at den øgede antisemitisme er "skamfuld for vores land".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned