Tysk minister: Vi undgår formentlig ny recession

Det er nødvendigt med økonomisk støtte til detailhandlen, siger den tyske økonomiminister, Peter Altmaier, sm her ses under et møde i Forbundsdagen i Berlin. Foto: Michele Tantussi/Reuters

Det er nødvendigt med økonomisk støtte til detailhandlen, siger den tyske økonomiminister, Peter Altmaier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tyske økonomiminister, Peter Altmaier, siger, at Tyskland formentlig vil undgå endnu en recession i foråret til trods for en nedlukning af samfundet fra onsdag.

- Jeg håber, at vi kan forhindre, at økonomien kommer til at stå helt stille under den anden bølge af coronaviruspandemien, siger Altmaier mandag til den offentlige radio Deutschlandfunk.

Tyskland vil fra onsdag lukke de fleste butikker.

Samtidig advarer talspersoner for forbundskansler Angela Merkel om, at det er usandsynligt, at indførte restriktioner vil blive ophævet hurtigt inde i det nye år. Det vil ske gradvist og langsommere, end mange forventer, hedder det.

- En omfattende lempelse af restriktionerne er meget, meget usandsynlig, siger Helge Braun, som er Merkels stabschef.

Regeringskilder i Berlin antyder, at en del restriktioner vil blive opretholdt en stor del af vintermånederne.

Altmaier understreger, at det er nødvendigt med økonomisk støtte til detailhandlen.

- Hvis vi handler klogt, kan vi holde økonomien på sporet. Men det kræver hjælpepakker. Vi må samtidig undgå en stadig fortsættelse af restriktioner, fordi vi ikke er modige nok til at være effektive nu, siger han.

Altmaier understreger, at det stadig er et lyspunkt, at der arbejdes videre på langt de fleste fabrikker i modsætning til marts, hvor mange forsyningskæder blev brudt.

Ministeren advarer mod, at befolkningen stilles alt for mange, hurtige lettelser i sigte i januar, da det er usikkert om man kan holde løfterne.

Forbundskansler Angela Merkel fastslog søndag efter et nyt krisemøde med lederne af landets 16 delstater, at julehandlen er aflyst i alle butikker, som ikke betragtes som essentielle.

Butikkerne skal holde lukket foreløbig indtil 10. januar.

Skolerne bliver også lukket i samme periode, mens arbejdsgivere bliver opfordret til at lade ansatte, der kan, arbejde hjemmefra.

I et åbent brev til regeringen har 28 tyske detailhandlere advaret om, at størstedelen af butikker, der ligger centralt i byer, ikke vil overleve en tidlig julenedlukning.

- Lukninger denne uge "vil være afslutningen for de indre byer, som vi kender dem i dag", står der i brevet ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.