Spanien kræver, at handel med spanske grøntsager genoptages øjeblikkeligt, efter at laboratorieundersøgelser i Tyskland har vist, at det ikke er spanske agurker, som har udløst infektionerne med den farlige tarmbakterie VTEC.
- Nu har det vist sig, at de spanske agurker ikke er udløseren af VTEC-infektionerne, siger Spaniens landbrugsminister, Rosa Aguilar.
Hamburgs ansvarlige på sundhedsområdet, senator Cornelia Prüfer-Storcks, har erklæret, at spanske agurker ikke har forvoldt sygdomsbølgen, der foreløbig har kostet mindst 16 mennesker livet.
- Årsagerne er nu som tidligere uklare, hedder det i en udtalelse fra senatoren efter laboratorieundersøgelser af de grøntsager, som var under mistanke for at have forvoldt sygdomsbølgen.
Advarsler mod at spise agurker, tomater og salat opretholdes dog i Hamburg.
Der blev på to undersøgte agurker fundet en potentielt dræbende bakterie, men ikke den, som har inficeret hundredvis af mennesker. Flere agurker er ved at blive undersøgt.
Det er en udbredt overbevisning blandt de tyske myndigheder, at rå grøntsager er skyld i sygdomsbølgen.
Men Spanien har vredt afvist tyskernes håndtering af krisen, som har kostet det spanske landbrug over 200 millioner euro (1,5 milliard kroner) om ugen i tabt salg.
Avisen El País skriver, at eksporten af grøntsager fra især det sydlige Spanien til resten af Europa stort set er gået i stå.
I nogle tilfælde er spanske lastbiler blevet afvist, da de nåede frem til deres udenlandske bestemmelsessted med frugt og grøntsager.
Tyske eksperter siger, at det også er muligt, at bakterien er overført fra dyr eller mennesker.
- Det er en mulighed, som nu undersøges, siger professor Helge Karch fra universitetsklinikken Münster (UKM).
/ritzau/DPA
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned