Tysker er blandt de dræbte i angreb mod afrikansk badeby
Al-Qaeda har taget skylden for angreb i Elfenbenskysten, hvor en fransk og en tysk statsborger er omkommet.
Med granater og geværer gik militante mænd til angreb på gæster på to hoteller i en badeby i Elfenbenskysten søndag.
Blandt de dræbte er både en fransk og en tysk statsborger, skriver nyhedsbureauet AFP.
Angrebet skete på stranden i Grand-Bassam, og al-Qaeda i Nordafrika har taget skylden for angrebet, rapporterer amerikanske Site, der overvåger ekstremistiske gruppers aktiviteter på internettet.
14 civile og to soldater er dræbt, bekræfter landets præsident ifølge AFP.
Øjenvidner beskriver, hvordan der udbrød panik på stranden, da kuglerne begyndte at flyve om ørerne på badegæsterne.
- Jeg så en af gerningsmændene et stykke væk. Han havde en kalasjnikov og et granatbælte. Han ledte efter mennesker, siger libanesiske Abbas El-Roz, der opholdt sig i en hotelpool, da angrebet skete.
Sikkerhedsstyrkerne kom i ildkamp med de militante, og et par timer efter de første meldinger om angrebet lød det fra myndighederne, at "seks terrorister var neutraliseret".
Blandt de dræbte skulle være fire europæere.
Carina Boa, der har dobbelt statsborgerskab i Elfenbenskysten og Belgien, stod i en af strandbarerne med sine to sønner, da de militante gik til angreb.
- Vi var virkelig bange. Vi tænkte på ofrene i Le Bataclan (fransk spillested udsat for angreb i november sidste år, red.). Jeg troede, at det her var vores endeligt. Du siger altid til dig selv, at de ting ikke kommer til at ske for dig, siger hun til AFP.
Et andet vidne optog en video under angrebet. Reuters har set videoen.
- Jeg så syv døde, som jeg filmede. Der var fire, som angreb. Jeg var ude at svømme, da det startede, og jeg løb væk, fortæller Dramane Kima til nyhedsbureauet.
Turistbyen Grand-Bassam ligger 40 kilometer øst for hovedstaden Abidjan.
To af Elfenbenskystens nabolande er ligeledes blevet ramt af blodige angreb det seneste halve år.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned