Tyskland og Østrig vil styrke grænser og Afrika-samarbejde

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, med Østrigs kansler, Sebastian Kurz. Den østrigske leder siger, at han i december vil holde et EU-Afrika topmøde med fokus på at forbedre de økonomiske forhold til det kontinent, hvorfra så mange migranter søger mod Europa. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Trods meningsforskelle er Merkel og Kurz enige om at forsøge at begrænse indvandringen til EU.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU's ydre grænser skal sikres bedre, og samarbejdet med afrikanske stater skal styrkes for at bekæmpe årsagerne til flugt og migration.

Det enedes den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Østrigs kansler, Sebastian Kurz, om, da de søndag aften mødtes i Berlin.

Mødet mellem Merkel og Kurz var en forberedelse til et uformelt EU-topmøde i Salzburg i Østrig på onsdag og torsdag. Her står migration højt på dagsordenen.

Forud for besøget hos Merkel i Berlin var Sebastian Kurz tidligere på dagen i den egyptiske hovedstad, Kairo, sammen med EU-præsident Donald Tusk.

Østrig har EU-formandskabet i dette halvår.

Merkel og Kurz fastslog i forbindelse med deres møde søndag aften, at der ikke skal træffes en beslutning på flygtninge- og migrantområdet ved det kommende topmøde.

Men det er ventet, at emnet vil blive ivrigt debatteret.

EU-Kommissionen har planer om at udbygge EU's grænseagentur, Frontex, så det tæller 10.000 grænsevagter i 2020.

Fredag luftede den østrigske indenrigsminister, Herbert Kickl fra det højreorienterede Frihedsparti, sine tanker om at foretage tjek af migranter allerede om bord på de skibe, der samler dem op på Middelhavet.

Det var en del af en debat om muligheden for at oprette asyllejre i Afrika.

Kickl sagde under fredagens EU-Afrika konference i Wien, at det vil hjælpe med at løse "problemet med hjemsendelse".

- Når folk først har sat fod på kontinentet, kan man kun fjerne dem med stort besvær og store omkostninger, sagde indenrigsministeren ifølge det østrigske nyhedsbureau APA.