Tyskland sænker forventningerne til vækst efter år med minus
Demonstranter i Berlin kræver tiltag, der vil styrke den tyske økonomi. Over hele landet har organisationer indkaldt til demonstrationer med navnet Wirtschaftswarntag, som kan oversættes til en økonomisk advarselsdag. Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Tiltag til vækst er ikke blevet implementeret efter regeringskollaps, står der i rapport fra tysk ministerium.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det ser ikke ud til, at der for alvor kommer gang i hjulene i Tyskland i år.
Det er i hvert fald ikke forventningen hos den tyske regering, som onsdag har sænket forventningerne til væksten for 2025, som nu lyder på 0,3 procent.
Tilbage i efteråret var forventningen, at væksten ville være 1,1 procent i år.
Både sidste og forrige år var dårlige for økonomien i Tyskland, som oplevede minusvækst. Det ser skidt ud, mener den tyske økonomiminister, Robert Habeck.
- Tyskland er fanget i stilstand, siger han på et pressemøde.
Annonce
Den nye økonomiske prognose fra økonomiministeriet kommer, under en måned før tyskerne går til valg til Forbundsdagen.
I rapporten står der, at de sænkede forventninger primært skyldes, at tiltag der skulle sætte gang i væksten ikke er blevet fuldt implementeret på grund af regeringens kollaps. Det skete i november, efter at de tre partier i koalitionen over midten ikke kunne blive enige om den økonomiske politik.
- Tyskland er fanget i stilstand, siger den tyske økonomiminister, Robert Habeck, på et pressemøde, hvor han præsenterer en ny prognose for landets økonomi. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Udover regeringskollapset bliver også det kommende parlamentsvalg i februar peget på som årsag til den økonomiske stilstand.
Det var Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, som i slutningen af december hastigt udskrev valg efter et par måneder med stor politisk uro i landet.
Også Donald Trumps valgsejr i det amerikanske præsidentvalg ses som en grund til den lave vækst.
For genvalget af Trump har skabt usikkerhed om, hvorvidt USA vil indføre høje toldsatser på varer fra Europa.
Flere steder i landet har organisationer indkaldt til demonstration med navnet Wirtschaftswarntag, som kan oversættes til en økonomisk advarselsdag. Demonstranterne kræver, at politikerne sætter gang i tiltag, der kan rette op på økonomien.
I hovedstaden, Berlin, har demonstranter været på gaden med skilte, der forestiller advarselslamper.
Økonomien er et af de store temaer i valget, der afholdes 23. februar.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned