Tysklands parlament fastholder nej til flere kontorpenge til Schröder

Ruslands præsident, Vladimir Putin (tv), og Gerhard Schröder i 2005. Da var Schröder stadig tysk kansler. De to ledere smiler, efter at de netop har underskrevet en aftale om en gasrørledning mellem Rusland og Tyskland. Da Angela Merkel senere i 2005 afløste Schröder, indledte Schröder en indbringende karriere med topposter i russiske energiselskaber. Foto: Yuri Kadobnov/Ritzau Scanpix

Tysklands ekskansler Schröder, der har haft meget tætte forbindelser til Putin, vil stadig have statslige penge til sit kontor. "Nein", lyder det fra Berlin.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lad os snakke om det.

Tysklands tidligere forbundskansler Gerhard Schröder har fået frataget den statslige finansiering af et kontor, som tidligere kanslere normalt får betalt.

Og det er den 78-årige socialdemokrat Schröder ikke tilfreds med.

Men han er kommet i modvind, fordi han i mange år har arbejdet tæt sammen med Ruslands præsident Vladimir Putins regime.

Schröder har efter sin tid som kansler i 2005 været dybt involveret i Ruslands energiselskaber og Ruslands forsyning af gas til Europa.

Efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar har tyskerne sat søgelyset på Schröder.

Politikerne i Forbundsdagen i Tysklands hovedstad, Berlin, kan ikke lide, hvad de ser.

Gerhard Schröder på det Berlin-kontor, som Forbundsdagen har besluttet, at han nu selv må betale. (Arkivfoto). Foto: Fabrizio Bensch/Reuters

I maj besluttede Forbundsdagens budgetudvalg, at Tysklands skatteydere ikke længere skal finansiere Schröders officielle kontor i Berlin.

Tidligere kanslere har en række privilegier efter kanslertiden. Det gælder betalt kontor, sikkerhed, en god pension.

Pensionen og den personlige sikkerhed har Schröder stadig.

i fjor modtog Schröder omkring 400.000 euro - knap tre millioner kroner - til sit kontor. Og den ordning synes Schröder er så god, at han beder udvalget ændre sin beslutning.

Så han vil snakke om tingene.

Flere tyske medier, herunder nyhedsbureauet dpa, har set et brev, som Schröders advokat har sendt til Helge Braun, budgetudvalgets formand.

Her skriver advokaten, at Schröder havde "erfaret via medierne", at hans kontorpenge skulle stoppe.

Advokaten kræver at få tilsendt en "verificerbar beslutning, som kan appelleres".

Han skriver videre, at afgørelsen er baseret på, at Schröder "ikke længere har fortsatte forpligtelser" på kontoret.

Det stiller advokaten spørgsmål ved.

Schröder og hans advokat vil ikke gå rettens vej. De håber "at få chancen for at nå en gensidig acceptabel ordning via konversation".

Helge Braun, budgetformanden, er imidlertid ikke i humør til at snakke om tingene.

Udvalgets beslutning er endelig. Der er ikke noget at komme efter, meddeler han ifølge dpa.

Det er, siger han, et bredt flertal i Forbundsdagen, der står bag beslutningen i budgetudvalget. Nu skal regeringen blot implementere beslutningen.

- Jeg har ikke behov for at diskutere disse......foranstaltninger. Og særligt ikke med mennesker, der kommunikerer med mig via breve fra deres advokat, siger Braun.

I maj meddelte Schröder, at han ikke vil tage en ny periode som medlem af det russiske gasselskab Gazproms bestyrelse.

Det russiske olieselskab Rosneft meddelte kort forinden, at Schröder også træder ud af Rosnefts bestyrelse.

/ritzau/

Gerhard Schröder i fem punkter

* Født i 1944. Socialdemokrat og Tysklands forbundskansler fra 1998 til 2005.

* Efter kanslertiden har han arbejdet tæt sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Schröder har haft højtstående poster i russiske energiselskaber.

* Schröder og Putin oprettede i 2005 North European Gas Pipeline. I 2010 blev det til North Stream, som via rørledninger sender gas til Europa.

* Da Schröder i 2014 fejrede sin 70-års fødselsdag, fandt festen sted i Sankt Petersborg, Putins fødeby. Den russiske præsident var en af gæsterne.

* Tyske medier kaldte ham tidligere for "Audi-kansleren". Det var en henvisning til bilmærkets fire ringe og Schröders fire ægteskaber. I 2018 forsvandt symbolikken, da han giftede sig for femte gang.

Kilder: Reutes, dpa

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu