Tyve afbrød strømmen før stort smykkekup i Tyskland
Museet Grünes Gewölbe i Dresden var mandag morgen udsat for tyveri, da tyve kortsluttede strømforsyningen og skaffede sig adgang via et vindue. Foto: Matthias Rietschel/Reuters
Matthias Rietschel/Reuters
Værdier for milliarder af kroner blev mandag morgen plyndret fra museet Grünes Gewölbe i Dresden.
Et museum i Dresden med en stor samling af smykker, juveler og ædelstene har mandag morgen haft ubudne gæster.
Tyve menes at have stjålet værdier for op mod 7,5 milliarder kroner, skriver det tyske medie Bild.
Det er det historiske museum Grünes Gewölbe (Den Grønne Hvælving, red.), der er blevet plyndret.
Tyvene knuste angiveligt et vindue til museet kort før klokken 5 mandag morgen. De havde forinden afbrudt strømforsyningen.
Politiet var på stedet, fem minutter efter at alarmen havde lydt, men der var tyvene stukket af.
Med sig har de fået juveler fra 1700-tallet, heriblandt diamanter og rubiner.
- Vi taler her om genstande af uvurderlig kulturel værdi, siger museumsdirektør Dirk Syndram på en pressekonference.
Det vil være noget nær umuligt at sælge så unikke og let genkendelige smykker, vurderer Marion Ackermann, der er chef for museerne i delstaten Sachsen.
Hun tilføjer, at de stjålne genstandes kulturværdi langt overstiger den materielle værdi.
Museumsbygningen er nu blevet forseglet, mens personalet finkæmmer samlingerne i forsøget på at fastslå, præcist hvad der er stjålet.
Der er ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
Ministerpræsident i Sachsen Michael Kretschmer kalder tyveriet et hårdt slag for regionen.
- De skatte, som man finder i Grünes Gewölbe og residensslottet, er gennem hundreder af år samlet af folket i Sachsen, siger han.
Grünes Gewölbe blev grundlagt i 1800-tallet af en kurfyrste af Sachsen.
Museet har navn efter det hvælvede rum i kurfyrsteslottet, hvori skatkammeret var indrettet.
Samlingerne af blandt andet sølv- og guldsmedekunst stammer fra 1500- til 1700-tallet.
De værdifulde genstande kom under Anden Verdenskrig til Sovjetunionen som krigsbytte. Værdierne blev efterfølgende leveret tilbage til det daværende DDR i 1958.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie