Udkast til klimaaftale opfordrer til styrkede nationale mål
Forhandlere fra knap 200 lande vil ud fra udkastet arbejde henimod en endelig aftale inden fredag.
FN's klimasekretariat (UNFCCC) har onsdag morgen offentliggjort et første udkast til den politiske aftale, som de håber, deltagerlandene kan enes om ved klimatopmødet COP26 i Glasgow.
Forhandlere fra næsten 200 lande vil med udgangspunkt i udkastet arbejde henimod en endelig aftale. Topmødet slutter efter planen på fredag.
Udkastet er lagt ud på topmødets hjemmeside. Nyhedsbureauet Reuters pointerer, at forhandlerne fra næsten 200 lande kommer til at fortsætte med at arbejde på dokumenterne frem til topmødets afslutning.
I udkastet anmodes landene om inden 2022 at "genoverveje og styrke deres nationale 2030-mål".
De bliver mindet om, at de kan komme med nye og mere ambitiøse klimamål på et hvilket som helst tidspunkt. For første gang opfordres lande også til at udfase subsidier til kul og fossile brændstoffer.
Udkastet studeres nu nøje af alle deltagere i COP26. Det giver et indtryk af, hvordan det går med verdens bestræbelser på at imødegå katastrofale klimaforandringer.
Greenpeace har udtrykt dyb bekymring, efter at organisationen har set de første dokumenter fra mødet.
- At det første udkast er så svagt, lover ikke godt, skriver miljøorganisationen i en kommentar.
På COP26 i Skotland er landene under pres for at forpligte sig til at tage konkrete skridt mod at begrænse den globale stigning i temperaturen til 1,5 grader i forhold til temperaturen før industrialiseringen.
Det lovede hovedparten af verdens lande at gøre, da de underskrev den aftale, der blev indgået på klimatopmødet i Paris i Frankrig i 2015.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned