Udstrakt hånd trækkes tilbage hvis Kina sender våben til Rusland
Mens Frankrig og EU-Kommissionen forsøger at genstarte forholdet til Kina, så kan én ting vende billedet. Det vil være våbenleverancer fra Kina til Rusland, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Mens Frankrig og EU forsøger at genstarte forholdet til Kina, så kan én ting vende billedet, siger Løkke.
Mens Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag besøger Kina, kommer der en klar advarsel fra Nato-hovedkvarteret i Bruxelles.
Trods intentionerne om at få et konstruktivt partnerskab med Kina er der en grænse, hvor Vestens velvilje risikerer at løbe ud. Det fastslår udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
- Vi følger nøje med i, hvad Kina gør, og vi siger det også til dem direkte. Vi jagter Kinas prorussiske neutralitet, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han henviser til, at selv om Kina officielt forholder sig neutral i konflikten mellem Rusland og Ukraine, er det tydeligt, at Kinas interesser er centreret omkring Rusland.
- Det er i sig selv alvorligt nok, det burde de forlade. Men det er klart, at hvis der pludselig kommer et nyt kinesisk engagement, hvor man begynder at donere dødbringende våben, kommer man til at lege med vores allesammens tålmodighed. Det er et meget stærkt signal, der udgår herfra, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han deltog onsdag i udenrigsministermødet i Natos hovedkvarter i Bruxelles. Her fastslog Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at der ikke er tegn på, at Kina har leveret dødbringende våben til Rusland.
Men Kina er blevet gjort opmærksom på, at det vil være en "stor fejltagelse", hvis det skulle ske:
- Det er blevet gjort tydeligt over for Kina, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis man sender våben til Rusland. Der er ikke grund til at gå i detaljer med, hvad konsekvenserne vil være, men Kina ved, at det vil få alvorlige konsekvenser, siger Jens Stoltenberg.
I forbindelse med mødet i Bruxelles fik Løkke også lejlighed til at mødes med Japans udenrigsminister, der deltog i Nato-mødet.
Det er endnu et tegn på, at Kinas voksende militære og globale indflydelse skaber bekymring. Både blandt Nato-landene og blandt lande i Kinas nærområde. Udover Japan deltog Australien, Sydkorea og New Zealand i Nato-mødet.
Mødet kommer på dagen, hvor Ursula von der Leyen og Emmanuel Macron skal mødes med Kinas præsident, Xi Jinping.
Op til mødet har Ursula von der Leyen understreget, at hun på EU's vegne ønsker et "ambitiøst partnerskab" med Kina. Men udviklingen i forholdet afhænger især af, hvordan Kina agerer i forhold til krigen i Ukraine.
- Kinas venskab med Rusland siger tusind ord om deres vision for en ny verdensorden, sagde Ursula von der Leyen i en tale i sidste uge forud for besøget i Kina.
Hun antydede også, at hun fortsat ikke har låst sig fast på samarbejdslinjen over for Kina.
- Hvordan Kina agerer på Putins krig vil være en afgørende faktor for forholdet, sagde von der Leyen.
/ritzau/
Seneste artikler
Dodekalitten indvies med Dodekalit-løb
Miklo indtager ny basketballbane: - Det er virkelig fedt
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Kronprinsen på broen
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling