Ukraine-krigen truer med at koge over i sult og vold rundt om i verden

Krig og sult. En russisk Mi-24-kamphelikopter i luften over en hvedemark ved Bakhmut i Donetsk i det østlige Ukraine. Billedet er fra i lørdags den 9. juli. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Ned igennem historien har sult ført til oprør mod magthaver. Det har vores moderne tid ikke ændret på. Når sulten står for døren, er oprøret aldrig langt væk.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Lad dem spise kage.

Udtalelsen tillægges Marie-Antoinette, Frankrigs dronning under den franske revolution.

Det skal have været hendes svar, da hun fik at vide, at bønderne ikke havde noget brød. Så hvorfor spiste de dumme bønder så ikke bare kager i stedet for?

Et eksempel på, at hun og hendes livsførelse var meget langt fra den almindelige fattige bonde.

Der er imidlertid ingen historiske beviser for, at hun egentlig sagde sådan.

Men der er masser af beviser for, at mangel på brød var en af de ingredienser, der var med til at fyre op under den franske revolution den 14. juli 1789 - torsdag for 233 år siden.

En af grundene til sulten var, at befolkningstallet var eksploderet, og at landbruget ikke var fuldt med efterspørgslen.

Egypten prøver at øge sin hjemlige produktion af hvede på grund af krigen i Ukraine. Men Egypten er slet ikke så frodigt som Ukraine, og landbruget er heller ikke så moderne. Billedet er fra Nil-deltaet i Egypten i maj. Foto: Amr Nabil/Ritzau Scanpix

Historien er fyldt med sådanne eksempler på, at når maverne knurrer, sættes alt andet til side. Folket kræver mad, og der kommer oprør.

Også i vores tid er der eksempler, specielt fra Mellemøsten.

I 1977 var der uroligheder i Egypten, da regeringen fjernede subsidier til brød.

Da oprør fejede hen over en række lande i Mellemøsten i 2011, var fattigdom en af grundene. I Egypten var et af slagordene "brød, frihed og social retfærdighed".

Nu er den gal igen. Krigen i Ukraine har ramt forsyningen af hvede på det globale marked hårdt, fordi både Ukraine og Rusland er storproducenter af hvede.

Det har ført til store prisstigninger på hvede. Også energipriserne og inflationen er steget.

I weekenden sagde Antony Blinken, USA's udenrigsminister, at Ruslands blokade af ukrainsk korneksport er medvirkende til, at Sri Lanka er ramt af en dyb økonomisk krise.

Sultne flygtninge fra tørkeramte områder i Somalia ankommer den 30. juni til en flygtningelejr i udkanten af Mogadishu, hovedstaden i Somalia. Foto: Farah Abdi Warsameh/Ritzau Scanpix

Den førte til, at vrede srilankanere lørdag stormede præsidentpaladset.

I Egypten spidser situationen også til. CNN skriver, at der i de seneste måneder har været protester i landet på grund af stigende priser.

Og der er risiko for, at det bliver værre.

Egypten importerer 80 procent af sin hvede fra Ukraine og Rusland, og prisen er nu 435 dollar per ton mod 270 dollar for et år siden.

Nyhedsbureauet AFP har set på, hvad er er op og ned i vores forbrug af hvede.

Læs mere her:

* Hvede bruges i mange andre fødevarer end brød. Det gælder også desserter og pasta.

Kun godt et dusin lande producerer tilstrækkeligt med hvede til at eksportere. De største eksportører er Rusland, USA, Australien, Canada og Ukraine.

De største importører er Egypten, Indonesien, Nigeria og Tyrkiet.

* Hvorfor er prisen høj nu?

Hovedårsagen er Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar.

Der er også andre forklaringer. Økonomien skal i gang efter coronaen. Det øger efterspørgslen på energi, så prisen stiger. Udgifterne til gødning er steget.

Der er inflation og forstyrrelser i globale forsyningskæder.

I Canada gav en hedebølge i fjor en dårlig høst.

* Hvad er konsekvensen for Ukraine?

Rusland har lavet en flådeblokade i Sortehavet. Det har hindret Ukraine i at eksportere 25 millioner ton hvede. Der er eksporteret mindre sendinger via tog og lastbil.

På grund af krigen er det svært for Ukraines landmænd at så deres marker.

* Er hvede blevet et våben?

Udenrigsminister Antony Blinken har betegnet Ruslands blokade som "afpresning". Rusland skaber sultproblemer i verden for at få omverdenen til at acceptere Ruslands krav mod Ukraine og droppe sanktioner.

* Hvad med fremtiden?

Ifølge USA's landbrugsministerium ventes den globale hvedehøst i 2022-2023 at blive 775 millioner ton, 4,5 millioner ton mindre end forrige år.

I den seneste tid er toppen af priserne taget af, mens høsten er begyndt. Men der er bekymring for, at der er en global recession på vej.

/ritzau/

Hvedekrisen giver problemer

Her er nogle af de steder, hvor de høje priser på hvede giver problemer.

* På Afrikas Horn i Somalia og Etiopien er der tørke. Millioner af mennesker sulter. De høje kornpriser gør det meget dyrt for hjælpeorganisationer at skaffe mad.

* Sri Lanka er i økonomisk krise med mangel på brændstof, fødevarer og meget andet. I weekenden stormede vrede srilankanere præsidentpaladset.

* I Libanon, der også er i dyb økonomisk krise, er der kun hvede til en måneds forbrug endnu.

* I Irak har der været uroligheder på grund af prisstigninger på brød.

* I Egypten har der været uroligheder og protester på grund af høje priser på hvede og andre varer.

* Egypten er sammen med Indonesien, Nigeria og Tyrkiet blandt hovedimportørerne af hvede.

* Flere end 30 lande er afhængig af hvede fra Rusland og Ukraine, der leverer omkring en tredjedel af landenes forbrug.

* Ifølge FN's Fødevareprogram er 44 millioner mennesker på randen af sult. I 2019 var det 27 millioner.

Kilder: AFP, CNN, The Indian Express

 

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu