Ukraine: Mindst seks er døde i russisk missilangreb i Kharkiv
Kharkivs guvernør oplyser, at seks personer har mistet livet i et russisk angreb på et distributionscenter.
Et russisk missil har lørdag ramt et distributionscenter for post i Ukraines næststørste by, Kharkiv.
Det skriver Kharkiv-regionens guvernør, Oleh Synjehubov, på beskedtjenesten Telegram.
Seks personer er ifølge guvernøren døde i angrebet, mens 14 er blevet såret.
Flere af de såredes tilstand er alvorlig, skriver Synjehubov på Telegram.
- De seks, der er døde, og de 14, der er sårede som et resultat af besætternes angreb, var ansatte i det firma, der holder til inde i distributionscenteret.
- Ofrene, der er i alderen 19 til 42 år, fik sår fra granatsplinter og skader fra eksplosionen.
Hændelsen er ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder, og Rusland har ikke kommenteret påstanden fra den ukrainske guvernør.
Oleh Synjehubov fordømmer angrebet, der ifølge ham er sket i et område, hvor der kun er civile.
- Det her er udelukkende et civilt område. Russerne har påført Kharkivs fredelige befolkning mere rædsel, skriver Synjehubov.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har delt en video på sociale medier, der tilsyneladende viser et slemt beskadiget pakhus omringet af murbrokket og en container med det ukrainske postvæsen Nova Posjtas logo.
Ifølge regionens anklager affyrede russiske styrker i Belgorod S-300-missiler. To af dem ramte pakhuset.
- Analyse af murbrokkerne fortsætter på stedet for at fastslå det præcise antal døde og sårede, siger Dmytro Tjubenko, der er talsmand for den regionale anklagemyndighed.
Kharkiv-regionen har siden udbruddet af krigen mellem Ukraine og Rusland været ramt af talrige luftangreb.
I begyndelsen af oktober blev over 50 personer dræbt i et missilangreb, der ramte en butik og en café i landsbyen Hroza.
Ifølge FN's Menneskerettighedskommission blev missilet med stor sandsynlighed affyret af russiske styrker.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned