Ukraines soldater ved fronten gør grin med Trumps løfte om hurtig fred

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Donald Trump mødtes i september. Zelenskyj håber på mindst samme opbakning under Trump, som Ukraine har fået fra USA med Joe Biden som præsident. (Arkivfoto). Foto: Shannon Stapleton/Reuters

USA's kommende præsident, Donald Trump, har lovet fred på ingen tid i Ukraine. Ukrainske soldater er meget skeptiske og advarer om, at Rusland vil angribe igen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange måneders kamp ved den ukrainske frontlinje er ikke gået ud over Kostjas humør. Selv når emnet falder på den kommende amerikanske præsident, Donald Trump.

På tværs af Ukraine er frygten stor for, at Trump - som har hævdet, at han kan sikre en våbenhvile i løbet af første døgn i Det Hvide Hus - vil presse Ukraine til at acceptere Ruslands betingelser for fred.

Soldater som Kostja, som kæmper mod de russiske styrker, der langsomt rykker frem i den østlige del af landet, er skeptiske over for Trumps planer.

De tvivler stærkt på en hurtig aftale mellem Ukraine og Rusland med Trump som mægler.

- Trumps indsættelse er 20. januar. 21. januar er krigen afsluttet. 22. januar planlægger jeg at fejre min fødselsdag derhjemme, siger Kostja sarkastisk til AFP, der har besøgt soldaterne ved frontlinjen.

Den 23-årige fortsætter med en mere alvorlig tone.

- En hurtig fred er mulig, siger Kostja, før hans soldaterkammerat Valerja på 22 bryder ind.

- Men kun på vores bekostning.

Trump har ikke udlagt nogen plan for, hvordan han vil få begge sider til forhandlingsbordet og indgå en aftale.

Men hans udtalelser i løbet af den amerikanske valgkamp har fået ukrainere til at tro, at Trump næppe kan sikre en ønskværdig aftale for Ukraine, der ikke ønsker at afgive noget som helst territorium til Rusland.

I kontrast til den nuværende præsident, Joe Biden, har Trump ikke sagt, at han håber på ukrainsk sejr. Og han har gentagne gange kritiseret den enorme amerikanske støtte til Ukraine under krigen.

Derudover har han som særlig udsending for Ukraine peget på Keith Kellogg, som er tidligere general og opfordrer Ukraine til at afgive land for at afslutte krigen.

De ukrainske soldater ved fronten er udmattede efter næsten tre års krig. Men tanken om hurtig fred beroliger dem ikke. Snarere tværtimod.

For det vil ikke stoppe Rusland, mener Kostja.

- Vi ville kunne få en kortvarig fred. Krigen ville fortsætte, siger han.

Mange andre soldater deler det synspunkt.

23-årige Volodymyr mener, at Ukraine er ved at tabe krigen.

- Soldaterne har fået nok. Alle har familier og pårørende. Alle vil hjem.

Men en hurtig fred er ikke på hans ønskeliste af den grund.

- Rusland vil angribe igen, uanset hvad der sker.

En 44-årig tidligere historielærer, der som soldat har fået kaldenavnet Alexandre Dumas efter den franske forfatter, tror ikke meget på Trumps "søde drømme om fred på 24 timer".

Krigen i Ukraine har varet i snart tre år. Soldaterne ved frontlinjen er udmattede, men ser ikke en hurtig fred som løsningen på problemerne. Foto: Stringer/Reuters

- Så snart de erklærer våbenhvile, forlader jeg det her land. For de vil angribe os igen med fornyet energi om fem-ti år.

- Selvfølgelig er alle udmattede. Men vi er nødt til at fortsætte med at kæmpe, siger han.

Historielæreren mener, at det særligt er civile, der presser på for en fredsaftale.

Den civile borger Jurij, som lige er flygtet fra byen Toretsk, ønsker dog heller ikke fred.

Den 56-årige tidligere minearbejder sidder i en bus og stirrer ud i luften. Hans hus blev for nylig bombet, og han gravede forgæves igennem ruinerne efter sin søn.

Han ser snakken om hurtig fred som en fornærmelse.

- Jeg tror ikke på, at det kan ske. Putin vil fortsætte hele vejen til Ukraines ende.

Ukrainske soldater ved frontlinjen tror ikke på, at Rusland vil stoppe med at føre krig, selv hvis der indgås en fredsaftale. Rusland vil bare angribe igen senere, lyder advarslen. (Arkivfoto). Foto: Ukrainian Armed Forces/Reuters

/ritzau/AFP

Krigen i Ukraine

* Krigen i Ukraine begyndte i februar 2022, da Rusland invaderede nabolandet.

* I øjeblikket er den ukrainske hær flere steder på hælene. Russiske styrker vinder frem i det østlige Ukraine.

* Russiske styrker er rykket 725 kvadratkilometer længere ind på ukrainsk territorium alene i november. Det er rekord siden marts 2022, viser en AFP-analyse af data fra Institute for the Study of War.

* I marts 2022 vandt Rusland kontrol over 45.426 kvadratkilometer og truede med at tage kontrol over hovedstaden, Kyiv. Siden invasionen har Rusland samlet erobret 68.500 kvadratkilometer territorium. Til sammenligning er Danmarks areal knap 43.000 kvadratkilometer.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu