Ukrainsk lokalavis bygger en bro til verden for krigshærget grænseby

Valentyna Bykova ved, at borgerne i byen Lyman venter på hende.

For den 78-årige pensionerede journalist har en stak af den seneste udgave af lokalavisen Zoria med sig.

Printavisen er blevet en nødvendighed for borgerne i byen, der befinder sig tæt på den russiske grænse.

- Nogle gange har vi ikke nok aviser. Der er stor rift om dem, for det er vores eneste forbindelse til resten af verden, siger hun.

Valentyna Bykova går igennem den krigshærgede by. Gaderne omkranses af huse med smuldrende facader og udblæste eller barrikaderede vinduer.

En forsamling af mennesker står midt i byen og venter på hende. De er tavse.

Hun holder en stak af aviserne op i luften, og straks bliver hun omringet af en gruppe pensionister.

- Giv mig nogle, vent! Også mig! Jeg fik ikke nogen, må jeg ikke nok få bare en enkel! råber de.

I store dele af verden er printaviser ved at uddø, men i de små isolerede byer nær den ukrainske front er de blevet en af de sidste troværdige informationskilder.

Russiske bombardementer afskærer lokalbefolkningen fra strøm og adgangen til internettet.

- Det er umuligt at leve uden avisen, siger Galyna Brys med et fast greb om sin udgave af Zoria.

Den 72-årige er pensioneret jernbanearbejder.

- Avisen beskriver vores by. Skribenterne bliver ved med at arbejde, selvom det er så vanskelig en tid for os, tilføjer hun.

Lyman er i den seneste tid igen blevet et mål for russiske angreb. De lokale myndigheder har opfordret den tilbageblevne befolkning på omkring 8700 til at forlade området.

Inden krigen havde byen omkring 20.000 indbyggere, men mange er sidenhen flygtet.

Den fire sider lange avis Zoria bliver drevet af chefredaktør Oleksandr Pasitjnyk, der befinder sig i Ukraines hovedstad Kyiv.

Historier om mennesker, der er flygtet fra Lyman, får meget spalteplads i den seneste udgave af avisen. Derudover indeholder den nyheder om adgangen til rent vand og slutter af med en sektion om lokale sportsfolks bedrifter.

De regionale medier kæmper med en mangel på økonomisk støtte, efter at mange annoncører trak sig som følge af krigen.

Zoria er derfor afhængig af frivillige medarbejdere, for at avisen kan nå frem til dens hjemby.

En af dem er Larysa Putjkova, der arbejder for det lokale børnebibliotek.

Hun koordinerer uddelingen af aviser fra sin arbejdsplads. Tidligere hentede hun aviserne ved det lokale postkontor, men russiske angreb tvang det til at lukke.

Men det satte ikke en stopper for Putjkova, som havde et "netværk af aktivister" klar, som leverer avisen fra andre omkringliggende byer.

For Putjkova er Zoria besværet værd.

- På trods af kampene og den forfærdelige og brutale krig i vores land kæmper vi stadig, og vi er stadig i live. Det giver avisen udtryk for, siger Putjkova.

I nærheden af byens kirke holder Svitlana Dzjuba en udgave af avisen op i luften og råber:

- Vi vil læse det fra ende til anden! Det er så værdifuldt for os!

Pludselig forvandler hendes glædesudbrud sig til sorg.

- Når vi får den, husker vi, hvilken slags by vi engang havde, siger hun.

Hun tørrer sine tårer væk og opfordrer journalisterne fra nyhedsbureauet AFP til at forlade byen. Hun mener ikke, at den er sikker for udefrakommende.

Inden Larysa Putjkova fra børnebiblioteket sender journalisterne afsted, rækker hun dem nogle turistbrochurer.

- I dag så I det, I så. Denne folder indeholder alt det, I ikke så. Alt det vi var engang, siger Putjkova.

- Jeg håber, at vi en dag vender tilbage til normalen, og at det bliver endnu bedre end før, tilføjer hun.

/ritzau/AFP