Ukrainsk militær angriber endnu en oprørsby
Det ukrainske militær har ved daggry lørdag indledt en militæroperation mod prorussiske separatister i byen Kramatorsk, oplyser Ukraines indenrigsminister.
Arsen Avakov fortæller, at ukrainske styrker har taget kontrollen over tv-tårnet i Kramatorsk. Prorussiske separatister har styret byen i flere uger.
- Vi stopper ikke, skriver indenrigsministeren på Facebook og giver ingen oplysninger om eventuelle dræbte eller tilskadekomne.
Militæroperationen kommer et døgn efter, at Ukraine angreb den anden oprørskontrollerede by Slavjansk. Her blev to ukrainske helikoptere skudt ned af oprørerne, og to besætningsmedlemmer mistede livet.
Angrebet var en markant optrapning af konflikten, der har været støt voksende, siden prorussiske oprørere med magt overtog den ukrainske halvø Krim i februar, og Rusland kort efter annekterede området.
Angrebet fra den ukrainske hær blev indledt, efter at de prorussiske militser den seneste uge har optrappet deres angreb på politiet og offentlige bygninger i det østlige Ukraine.
Søndag hævdede en kilde i det russiske forsvarsministerium, at Ukraine var i gang med at forberede et militært angreb.
I Slavjansk er syv OSCE-observatører stadig tilbageholdt af de prorussiske separatister. Heriblandt en dansker.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned