Ukrainske soldater taler om hårde kampe og store tab på begge sider

I en bygning et stykke fra de hårde kampe i Donbas i det østlige Ukraine har soldaten Volodymyr en lille stund med ro, inden han igen sendes til fronten.

- Vi ved aldrig, hvor lang tid vi får, siger den 29-årige ukrainske soldat, der ikke vil have sit efternavn frem.

- Vi får et kald over radioen, og så har vi en time til at pakke, tilføjer han.

Det er AFP, der har været ude i Donbas. Nyhedsbureauets folk har mødt soldaterne i Lyman. Ukrainerne generobrede byen fra russerne i oktober.

Men Lyman er meget medtaget af kampene.

Volodymyr og hans soldaterkammerater var ved fronten dagen før, og nu sidder de her 30 kilometer fra kampene.

Volodymyr har været rundt i byen for at finde en butik, der er åben, så han kan købe lidt mad til sig selv og kammeraterne.

De bruger tiden på at varme sig rundt om et brændekomfur. Her tager de en lur, de kommunikerer via deres telefoner, eller de lader dåsemad og vodka gå rundt.

- Kampene er hårde. Vi bevæger os hele tiden fra et sted til et andet. Hele tiden på frontlinjen. Det er psykisk krævende, siger Volodymyr.

I november tvang den ukrainske hær russerne ud af Kherson i den sydlige del af landet. Siden er fokus igen skiftet til den østlige Donetsk-region.

Ukraines regering siger, at byerne Bakhmut og Avdijivka, begge syd for Lyman, nu er "epicentre" i krigen.

Volodymyr fortæller, at hans enhed må trække våben og ammunition flere kilometer igennem mudder, inden de kan åbne ild.

- Og så er vi allerede trætte, siger han og tilføjer:

- Russerne er stærke. De graver gode skyttegrave og bunkere.

Petro, som er leder af enheden, vil heller ikke oplyse sit efternavn. Han er enig med Volodymyr.

- Det er en hård fjende at besejre. Det er meget svært at være på frontlinjen. De lider store tab, men det gør vi også, siger den 35-årige Petro.

Enheden har også en udmattet sygehjælper, der inden krigen arbejdede på et almindeligt hospital.

Han fortæller, at han særligt bekymrer sig om russiske kampvogne.

Når de er på afstand, hører man, når de skyder. Man hører hvislen fra granaten, og man hører eksplosionen.

- Men når de er tæt på, er man i problemer. Så hører man kun eksplosionen.

Han fortæller, at han inden krigen bare passede sit job. Han tænkte ikke så meget på patientens personlige liv.

- Men nu smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne, når jeg over radioen hører, at en kammerat er skudt. Så skynder jeg mig derhen.

- Det er hårdt, når mine hænder er dækket af blod fra en kammerat.

De sårede køres fra fronten i ambulancer fra en privat hjælpeorganisation.

Organisationen driver også en sundhedsklinik i Lyman.

Løjtnant Oleksij Nazarichyn, overlæge i brigaden, der også arbejder på klinikken, siger, at næsten alle ofre fra fronten er såret af granater eller fragmenter.

Svitlana Druzenko, leder af den private organisation, siger, at de gør, hvad de kan, for at behandle soldaterne, inden de sendes videre til hospitaler.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at stabilisere dem og holde dem i live, siger hun, mens to ukrainske jagerfly brøler over Lyman og flyver mod fronten.

/ritzau/