Unge og nervøse israelske soldater venter spændt på at kæmpe i Gaza
Mindst 30 israelske soldater er ifølge israelsk militær blevet dræbt under den israelske landoffensiv i Gazastriben, som begyndte i slutningen af oktober. Foto: Israeli Defense Forces/Reuters
Israelske soldater, der aftjener værnepligt, risikerer at skulle i krig i Gaza mod Hamas. Vi gør, som vi får besked på, siger 20-årig, der er "lidt bange".
Ritzau RitzauJens Bjarke Alsing Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der er hverken udsigt til våbenhvile eller en afkølning i krigen mellem Hamas og Israel.
Snarere tager kampene til, i takt med at Israel har skruet op for sin militære indsats i selve Gazastriben, hvor den militante islamistiske Hamas-bevægelse holder til.
I Gazastriben, som er palæstinensisk område, er der drabelige kampe mellem israelske styrker og Hamas.
Israel fokuserer på Gaza By, hvor mange vigtige Hamas-skikkelser menes at befinde sig. Men det er svære kampe.
Under Gaza løber kilometervis af tunneler, som Hamas-krigerne er fortrolige med at bevæge sig rundt i. Tunneler, der gør livet sværere for de israelske soldater i Gazastriben.
Annonce
Nær grænsen til Gazastriben står stribevis af israelske soldater klar til at rykke ind og tage del i kampene.
De fortæller, at de er stolte af at forsvare deres land efter Hamas' angreb mod Israel 7. oktober, hvor 1400 personer ifølge israelske myndigheder blev dræbt.
Israelske soldater i Gazastriben er på en svær opgave med at bekæmpe Hamas på den militante bevægelses hjemmebane. - Det er et forfærdeligt sted at skulle hen, siger israelsk soldat. Foto: Israeli Defense Forces/Reuters
Men de er også nervøse. For det er svært at vide, hvad der venter på den anden side af grænsen.
- Man ved ikke, om man kommer tilbage i live, siger en 20-årig soldat, hvis navn ifølge regler fra det israelske militær ikke må viderebringes.
Han tilføjer, at han er "lidt bange" for at bevæge sig ind på palæstinensisk territorium.
Mange af soldaterne nær grænsen til Gazastriben er unge. De er i gang med at aftjene deres værnepligt og er derfor i alderen 18-21.
Krigens lyde er tydelige for soldaterne, der befinder sig blot to kilometer fra grænsen til Gazastriben.
- Vi gør, som vi får besked på. Men det er et forfærdeligt sted at skulle hen, siger den 20-årige.
Han begyndte sin værnepligt, der varer cirka tre år, for seks måneder siden, hvor decideret krig ikke virkede til at være lige forude.
Israel har udført daglige bombardementer mod Gazastriben, siden Hamas 7. oktober angreb Israel. Foto: Israeli Defense Forces/Reuters
Nu står han og bare venter på at blive sendt ind i et område fyldt med død og ødelæggelse.
Annonce
Siden Israel begyndte sin operation på landjorden Gaza 27. oktober, er mindst 30 soldater blevet dræbt på palæstinensisk område ifølge det israelske militær.
Hamas har advaret om, at israelske soldater vil forlade Gaza "i sorte sække".
Ved en anden midlertidig militærbase nær grænsen fortæller en 21-årig kvindelig soldat, at hun har løjet til sin mor om, hvor hun befinder sig henne.
- Jeg har sagt til hende, at jeg er midt i landet. Ikke nær Gaza. Jeg vil ikke have, at hun bekymrer sig, siger soldaten.
En mand på 19 år erklærer sig "stolt over at være soldat".
Han har været i hæren i otte måneder. Hele hans familie, inklusive hund, er på besøg hos ham ved basen.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Hans mor fortæller, at det er første gang i fem uger, at de ser ham.
- Vi ved ikke, hvornår vi får ham at se igen. Jeg er meget stolt af ham, men jeg er også bange. Jeg ville være mindre bange, hvis han ikke var her.
- Jeg håber ikke, at han skal ind i Gaza. Men hvis han ikke skal, hvem skal så? Hvis vi ikke har hæren, har vi ikke noget Israel, siger hun.
Efter en time er besøget ovre. Familien må forlade det unge familiemedlem, der måske snart skal i krig.
Annonce
Moren giver sin søn et sidste klem.
- Jeg græder hele tiden, siger hun, da han ikke længere er inden for hørevidde.
/ritzau/AFP
Krigen mellem Hamas og Israel
* Omkring 1400 personer blev dræbt og mindst 3000 såret, da Hamas 7. oktober angreb flere israelske kibbutzer, byer og en musikfestival nær grænsen til Gaza.
* Derudover blev 240 personer taget til fange af Hamas. De blev transporteret fra Israel til Gaza, hvor de siden er holdt som gidsler. Enkelte er blevet frigivet, mens andre ifølge Hamas er blevet dræbt i israelske luftangreb. Størstedelen holdes fortsat fanget.
* Ved angrebet brød Hamas-krigere gennem grænsehegnet mellem Israel og Gaza, hvorefter de ifølge israelske myndigheder og videoer optaget af Hamas-krigerne selv dræbte civile med blandt andet skydevåben. Samtidig blev hundredvis af raketter affyret fra Gaza mod Israel.
* Angrebet fik Israels regering til at iværksætte en militær offensiv mod Hamas i Gaza.
* Dødstallet i Gaza rundede 10.000 mandag den 6. november, oplyser Gazas sundhedsministerium, som er kontrolleret af Hamas. Blandt de omkomne i Gaza er omkring 4100 børn. Derudover er over 25.000 blevet såret i Israels angreb.
Seneste artikler
27-årig sigtet: Råbte og slog på ting i Nysted
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Tidligere byggematador Axel Juhl-Jørgensen er død - 94 år
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster