Unicef: 384 børn er dræbt i Syrien

- Den 7. januar har vi registreret 384 dræbte børn. De fleste er drenge. Over 380 børn er blevet tilbageholdt. Nogle er yngre end 14 år, siger Rima Salah, der er fungerende vicedirektør i Unicef.

Meldingen kommer samtidig med, at der foregår nye voldelige sammenstød i Syrien. Volden har fredag kostede snesevis af mennesker livet i byerne Hama og Homs, siger oppositionsgrupper.

Kampvogne bevægede sig fredag ind i Hama, der har været en af de mest aktive i at få præsident Bashar al-Assads regime afsat.

Aktivister siger, at sammenstød i løbet af dagen har kostet mindst 44 mennesker livet, og blandt dem kvinder og børn.

- Kampvogne angriber byen fra fire retninger. De affyrer deres kraftige maskingeværer på må og få, siger en af aktivisterne, Abu Omar, over telefonen, mens der bagved kan høres skudsalver.

I den nordlige by Idlib eksploderede en vejsidebombe tidligere på dagen nær en af hærens stillinger, og her meldes mindst en soldat dræbt.

Det Syriske Menneskerettighedsobservatorium rapporterer, at 33 mennesker er dræbt fredag i byen Homs.

Det er svært at efterprøve oplysningerne, da det syriske regime ikke giver udenlandske journalister fri adgang til landet.

Men at det går hårdt til, bekræfter general Mohammed Ahmed Mustafa al-Dabi, der er leder for Den Arabiske Ligas observatørmission i Syrien.

- Volden i Syrien er øget betragteligt mellem den 24. og den 27. januar, særligt i Homs, Hama og Idlib, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Uroen kommer kun få timer før, FN's Sikkerhedsråd bag lukkede døre samles i New York for at diskutere en resolution, der opfordrer præsident Bashar al-Assad til at træde tilbage.

Opstanden i Syrien har ifølge FN kostet et godt stykke over 5400 mennesker livet.

/ritzau/AFP

384 børn har mistet livet, siden urolighederne i Syrien brød ud, og lige så mange er blevet tilbageholdt af myndighederne. Det oplyser Unicef.

Offentliggjort Sidst opdateret