Unicef: Flere lande misser mål om at nedbringe børnedødelighed
- Det er jo grundlæggende uretfærdigt, at et barns chance for at overleve er afhængigt af, hvor det vokser op i verden, siger Unicef Danmarks generalsekretær, Susanne Dahl. (Arkivfoto). Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
Selv om dødeligheden blandt børn under fem år er faldet siden årtusindskiftet, er fremgangen gået i stå.
Flere steder i verden er der ringe støtte og sundhedspleje til gravide og nyfødte. Der er heller ikke ordentlig adgang til kvalificeret fødselshjælp.
Disse faktorer er skyld i mange børnedødsfald, oplyser Unicef Danmark i en pressemeddelelse.
Organisationen henviser til to nye rapporter, som blandt andre Verdenssundhedsorganisationen (WHO) også står bag.
Her fremgår det blandt andet, at fem millioner børn døde i 2021, inden de fyldte fem år.
- Jeg synes, at det er bekymrende. Dødeligheden blandt børn under fem år er jo rent faktisk faldet med 50 procent siden årtusindskiftet, og det skal vi lige holde fast i. Det giver selvfølgelig håb, siger Unicef Danmarks generalsekretær Susanne Dahl til Ritzau.
Samtidig er dødsfald blandt ældre børn og unge samt antallet af dødfødsler faldet de sidste 20 år.
- På den anden side, så kan vi også se, at fremgangen, som vi havde forventet ville komme, går noget langsommere, end vi havde forventet. Og det er en udvikling, der er sket siden 2010, fortsætter hun.
54 lande vil ikke kunne nå målet om at forebygge dødsfald blandt nyfødte og børn inden 2030. Det er en del af FN's verdensmål om sundhed og trivsel.
I pressemeddelelsen fremgår det også, at 2,1 million børn og unge i alderen fra 5 til 24 år mistede livet i 2021. 1,9 millioner børn var dødfødte.
- Det tragiske ved den her situation er, at rigtig mange af de her dødsfald, rent faktisk kunne være undgået. Men det kræver den her målrettede vedvarende investering i helt basal sundhedspleje og sundhedshjælp, siger Susanne Dahl.
Ifølge Unicef Danmark vil 59 millioner børn og unge miste livet inden 2030, hvis ikke der kommer omfattende initiativer, der forbedrer sundhedstjenester for gravide og nyfødte.
Derudover vil yderligere 16 millioner komme livløse til verden.
- Der er en stor ulighed i sundhed, og det betyder også, at det er de samme geografiske områder, som er overrepræsenteret i de her statistikker, siger Susanne Dahl.
Det er i Afrika syd for Sahara, at risikoen for børnedød er særligt stor. I 2021 blev 29 procent af verdens levendefødte børn født her.
Men samtidig stod regionen for 56 procent af alle verdens dødsfald blandt børn under fem år ifølge organisationen.
- Det er jo grundlæggende uretfærdigt, at et barns chance for at overleve er afhængigt af, hvor det vokser op i verden, siger Susanne Dahl.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned