USA advarer Kina og Rusland mod at støtte Maduros døende regime
Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, var blandt talerne, da en international konference for demokrati i Venezuela begyndte i Lima tirsdag. Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Ho/Ritzau Scanpix
Det er dumt at risikere sine forretningsinteresser med USA til fordel for Maduros døende regime, advarer USA.
USA advarer Kina og Rusland mod at gøre forretninger med præsident Nicolás Maduros venezuelanske regime.
Det skete tirsdag, da udsendinge fra 60 lande mødtes i Perus hovedstad, Lima, for at diskutere en løsning på krisen i Venezuela.
Advarslen kommer, dagen efter at USA's præsident, Donald Trump, beordrede alle aktiver i USA tilhørende den venezuelanske regering indefrosset.
- Vi sender et signal til tredjeparter, der ønsker at gøre forretninger med Maduro-regimet: Gå frem med ekstrem forsigtighed, siger Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton.
- Der er ingen grund til at risikere jeres forretningsinteresser i USA til fordel for et korrupt og døende regime.
John Bolton retter en specifik advarsel mod Maduros allierede Kina og Rusland.
- Jeres støtte til Maduro-regimet er uacceptabel, siger han.
Bolton opfordrer Rusland til "ikke at fordoble sin indsats på et allerede dårligt væddemål".
Til kineserne siger den amerikanske sikkerhedsrådgiver, at "den hurtigste måde at blive tilbagebetalt på" for deres lån til Venezuela er ved at støtte "en ny legitim regering".
Donald Trumps administration er fast besluttet på at tvinge Maduro fra magten og støtter oppositionsleder Juan Guaidós planer om at danne en overgangsregering og udskrive nyvalg.
Ruslands udenrigsministerium oplyser, at der ikke er noget "juridisk grundlag" for at indefryse Venezuelas aktiver i USA.
- Ingen stat har ret til at diktere sit ønske om en anden regering gennem økonomisk undertrykkelse, udtaler ministeriet.
Sanktionerne fra USA har vakt vrede hos den venezuelanske regering, der fordømmer amerikanernes seneste tiltag.
Maduros regering kalder Trumps sanktioner for "økonomisk terror mod det venezuelanske folk".
Juan Guaidó, der er leder af Venezuelas Nationalforsamling, erklærede i januar sig selv for midlertidig præsident i Venezuela.
Han støttes af USA og de fleste latinamerikanske lande og vestlige demokratier.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned