USA anholder russisk kryptochef for hvidvask
Myndigheder i USA har anholdt en 40-årig russer, som er stifter af en kryptobørs, der ifølge USA's justitsministerium blev brugt til at hvidvaske penge, der stammede fra kriminelle aktiviteter. (Arkivfoto). Foto: Andrew Harnik/Ritzau Scanpix
Ifølge USA's justitsministerium er der hvidvasket i alt 700 millioner dollar på kryptobørsen Bitzlato.
Amerikanske myndigheder har anholdt chefen for kryptobørsen Bitzlato, meddeler USA's justitsministerium.
Den 40-årige russer Anatolij Legkodymov er sigtet for omfattende hvidvask af penge.
Ifølge ministeriet er der blevet hvidvasket værdier for over 700 millioner dollar - svarende til 4,8 milliarder kroner - på Bitzlato.
Han blev anholdt i Miami, Florida tirsdag aften lokal tid og fremstilles for en dommer onsdag. Det fremgår af en meddelelse fra ministeriet.
Ifølge anklagerne vidste han, at kryptobørsen - med hans egne ord - blev brugt af "kendte skurke". Det siger en højtstående kilde i justitsministeriet ifølge Reuters.
Vicejustitsminister Lisa O. Monaco kalder anholdelsen "et betydeligt slag mod kryptokriminalitet".
Hun betegner Bitzlato som "en pengevaskemaskine, der satte fart i en højteknologisk akse af kryptokriminalitet".
Monaco tilføjer, at amerikanske myndigheder har arbejdet sammen med kolleger i andre lande.
På Bitzlatos hjemmeside står der onsdag, at tjenesten er beslaglagt af franske myndigheder "som led i en koordineret international politiaktion".
Legkodymov er stifter af Bitzlato og ejer hovedparten af aktierne i selskabet.
Han bor til daglig i Kina, hvor Bitzlato har hjemme.
Det er kun lidt over en måned siden, at en anden chef for en kryptobørs blev anholdt.
Det er Sam Bankman-Fried, som er stifter af kryptobørsen FTX. Han er sigtet for blandt andet svindel og ulovlig støtte til politiske kampagner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned