USA beder minerydningsorganisationer indstille deres arbejde
Landminer og ueksploderet ammunition dræbte ifølge Mines Advisory Group mere end 5700 personer sidste år. Nu beder USA minerydningsorganisationer indstille deres aktiviteter. (Arkivfoto). Foto: Heng Sinith/Ritzau Scanpix
Efter ordre om stop for udenlandsk bistand har USA bedt minerydningsorganisationer om at indstille arbejdet.
USA's udenrigsministerium har lørdag bedt flere minerydningsorganisationer - der finansieres af ministeriet - om at indstille deres aktiviteter med øjeblikkelig virkning.
Det skriver mediet New York Times.
Indstillingen sker "i overensstemmelse med præsidentens ordre om revurdering og omlægning af USA's udenlandske bistand".
Det skriver Karen R. Chandler, der er leder af udenrigsministeriets kontor for våbenrydning og -bekæmpelse, i en mail, som mediet er i besiddelse af.
Fredag udstedte udenrigsministeriet en ordre om at stoppe al udenlandsk bistand bortset fra nødforsyninger af mad og militær finansiering til Israel og Egypten.
Begrundelsen for stoppet er, at præsident Donald Trump vil undersøge, om fordelingen af bistand er på linje med hans udenrigspolitik.
I mailen fra Chandler lørdag fremgår det, at embedsmænd vil give yderligere vejledning om indstillingen af minerydningsorganisationernes arbejde på mandag.
USA's nye udenrigsminister, Marco Rubio, sagde denne uge, at stoppet for den udenlandske bistand skal "sikre, at udenrigspolitikken er fokuseret på én ting, nemlig at fremme USA's nationale interesser".
Han tilføjede, at interesserne er defineret ved "alt, der gør os (USA, red.) stærkere eller mere sikre eller velstående".
I udenrigsministeriets seneste årsrapport om dets globale indsats for at fjerne ueksploderet ammunition skrev en embedsmand, at det program, som Trump-administrationen nu har sat en stopper for, "forbedrer fødevaresikkerheden ved at hjælpe med at genoprette marker" i lande som Ukraine, Sri Lanka og Vietnam.
Ifølge den britiske minerydningsorganisation Mines Advisory Group (MAG) omkom mere end 5700 personer sidste år i mødet med en landmine eller ueksploderet ammunition.
Ifølge New York Times udgør den ueksploderede ammunition også en fare for amerikanske soldater, der er udsendt til områder af verden, hvor ammunitionen findes.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned