USA beskylder Rusland for at bruge kemiske våben i Ukraine
En ukrainer er 17. april i gang med at konstruere nye forsvarspositioner tæt på den russiske grænse i Kharkiv-regionen i Ukraine. Foto: Jevgenij Maloletka/Ritzau Scanpix
USA's udenrigsministerium beskylder Rusland for at have "brugt det kemiske våben chloropicrin i Ukraine".
Rusland har brugt kemiske våben mod ukrainske soldater. Det siger det amerikanske udenrigsministerium i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ministeriet beskylder Rusland for at have "brugt det kemiske våben chloropicrin mod ukrainske soldater", hvilket er en overtrædelse af Konventionen om kemiske våben (CWC).
Tilmed har Rusland anvendt "tåregas som våben i Ukraine, hvilket også er en overtrædelse af CWC", fremgår det af erklæringen fra udenrigsministeriet.
I februar beskyldte Ukraine Rusland for at have brugt giftgasser på slagmarken i 200 tilfælde alene i januar, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er en stejl stigning fra antallet af dokumenterede tilfælde ved invasionens begyndelse for to år siden, mener Ukraine.
Rusland har benægtet alle beskyldninger om brug af kemiske våben i Ukraine. Landet har tilmed beskyldt ukrainske soldater for selv at gøre brug af kemiske våben. Det har Ukraine ligeledes benægtet.
Ingen af de to lande har kunnet bevise, at der er gjort brug af kemiske våben.
Ukraine har tidligere beskyldt Rusland for at gøre brug af chloropicrin, som blev brugt som giftgas under Første Verdenskrig.
Ukraine har også beskyldt Rusland for at bruge tåregas i adskillige granater.
Rusland og Ukraine har været i krig i det østlige Ukraine siden 2014.
Men 24. februar 2022 spredte krigen sig til resten af landet, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, iværksatte en fuldskala-invasion af landet.
Det skete under påskud af, at Ukraine blev regeret af en nazistisk militærjunta, og at etniske russere i visse dele af landet var ofre for et folkedrab.
Ifølge den amerikanske tænketank Rådet for Udenlandske Relationer (CFR) kontrollerer russiske styrker cirka 18 procent af det, som internationalt er anerkendt som ukrainsk territorium.
Ved krigens toårsdag var antallet af dræbte civile i Ukraine flere end 10.000, mens flere end 20.000 vurderedes at være blevet såret i kamphandlingerne. Det viser tal fra FN.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie