USA har konkluderet, at Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, ikke vil gennemføre de reformer, som landets befolkning kræver, og derfor må han fjernes fra sit embede, skriver avisen New York Times.
Den citerer forskellige unavngivne amerikanske og yemenitiske embedsmænd for, at USA vil erstatte Saleh. Amerikanerne har hidtil anset præsidenten for at være en allieret, der har hjulpet med at inddæmme al-Qaeda på Den Arabiske Halvø.
Saleh, der de seneste uger har været genstand for stor folkelig opposition og protester, har erklæret sig klar til at forlade sin post, men ikke med det samme. Det vil skabe kaos, har han argumenteret.
Omkring 82 mennesker er blevet dræbt i sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i Yemen i forbindelse med protesterne mod Saleh.
Politiet i Yemen har natten til mandag såret mindst 409 demonstranter, der ville marchere hen til et præsidentpalads i byen Hudaida, siger læger fra byen. Sikkerhedsstyrkerne skød med skarpt og brugte tåregas.
Beboere siger til nyhedsbureauet Reuters, at demonstranterne marcherede i protest mod politiets angreb på demonstranter i byen Taiz, hvor hundreder blev såret og to mennesker dræbt søndag.
- En mand blev skudt i brystet, mens han var i gang med at rive en plakat af præsident Ali Abdullah Saleh i stykker, beretter et øjenvidne til nyhedsbureauet AFP.
Andre beboere i Taiz siger, at mindst 250 blev såret, da politiet åbnede ild og skød med tåregas for at sprede demonstranterne, der bevægede sig mod guvernørens hovedkvarter i byen.
Taiz ligger 200 kilometer syd for hovedstaden Sanaa.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned