USA genoptager støtte til Radio Free Europe efter retssag
RFE/RL's udsendelser når i dag folk i 23 lande, heriblandt i Rusland, Ukraine og Iran. (Arkivfoto). Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix
Chef kalder det et "opløftende tegn", at støtte til Radio Free Europe alligevel ikke trækkes tilbage.
Det Amerikanske Agentur for Globale medier (USAGM) har droppet en beslutning om at trække støtten fra Radio Free Europe/Radio Liberty (RFE/RL).
Det oplyser RFE/RL torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.
Stephen Capus, chef for RFE/RL, siger, at det er et "opløftende tegn" på, at driften dermed kan fortsætte.
- Det her er et opløftende tegn på, at RFE/RL's aktiviteter kan fortsætte, som det var Kongressens hensigt, lyder det ifølge AFP i en udtalelse.
Den amerikanskfinansierede radiostation har base i Tjekkiets hovedstad, Prag.
Den har ved en domstol i Washington D.C. i USA anlagt sag mod sit moderselskab.
Her har radiostationen argumenteret for, at nedskæringer - som blev besluttet af USA's præsident, Donald Trump - var lovstridige, fordi Kongressen allerede havde fordelt de pågældende midler.
Trump havde beordret massive nedskæringer i USAGM, som fører tilsyn med alle landets statsfinansierede radio- og tv-programmer i udlandet, ud over dem der drives af USA's militær.
En føderal dommer har efter dette nedlagt et midlertidigt forbud mod nedskæringerne i støtten til RFE/RL.
En del af tvisten har været de 77 millioner dollar - omkring 532 millioner kroner - som skulle have dækket resten af året.
Det står ifølge dpa ikke klart, hvorvidt RFE/RL som følge af meldingen fra USAGM vil droppe retssagen eller fortsat gå efter at få en endelig afgørelse.
RFE og RL var oprindeligt to forskellige radiostationer, der i 1976 blev slået sammen.
Radio Free Europe blev etableret i 1950. Under Den Kolde Krig sendte den ucensurerede nyheder ind over Østblokken på lokale sprog.
I 1953 kom Radio Liberty og sendte nyheder ind over Sovjetunionen.
RFE/RL's udsendelser når i dag folk i 23 lande, heriblandt i Rusland, Ukraine og Iran.
I 2024 erklærede Rusland RFE/RL for "en uønsket organisation", hvilket medførte begrænsninger for stationens arbejde i Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie