USA har det laveste antal nye ledige i fire måneder
Folk passerer forbi et vaccinationscenter i Bronx i New York, der sidste år var hårdt ramt af coronapandemien. Den store hjælpepakke, der fredag ventes underskrevet af præsident Joe Biden, er med til at holde hånden under de mange amerikanere, der har mistet jobbet i løbet af coronakrisen. Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix
Spencer Platt/Ritzau Scanpix
Genåbninger og finanspolitiske lempelser i USA kan løfte beskæftigelsen og privatforbruget, siger cheføkonom.
I sidste uge meldte 712.000 amerikanere sig ledige, viser tal fra USA's beskæftigelsesministerium.
Det er det laveste niveau siden begyndelsen af november sidste år.
- 712.000 er det næstlaveste niveau under coronakrisen, men det er stadig et bekymrende højt antal afskedigelser, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
Over den seneste uge er der især kommet mange flere på de såkaldte pandemiske ledighedsprogrammer. Det er særlige ordninger til dem, der ikke har adgang til anden ledighedsunderstøttelse.
Siden coronapandemien nåede til USA for et år siden, har 81,1 millioner amerikanere fået en fyreseddel.
Antallet af vedvarende ledige er på 20,1 millioner.
- Det er heldigvis ikke alle de mange fyrede, der sidder fast i ledighed. Ledigheden er dog stadig markant højere end før corona, siger Allan Sørensen.
Onsdag stemte Repræsentanternes Hus for en historisk stor hjælpepakke på 1900 milliarder dollar, som ventes underskrevet af præsident Joe Biden fredag. Pakken giver hjælp til økonomisk trængte amerikanere.
- Det er utroligt vigtigt at holde hånden under de amerikanske forbrugere, som er den store økonomiske motor i USA, siger Allan Sørensen.
- Genåbninger og finanspolitiske lempelser kan løfte beskæftigelsen og privatforbruget i løbet af foråret.
Han peger på, at det også vil styrke den danske eksport til det amerikanske marked.
Amerikanerne købte sidste år danske varer og tjenester for 166 milliarder kroner, hvilket gør USA til Danmarks største eksportmarked. Op mod 100.000 danske arbejdspladser er afhængige af eksporten til USA.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned