USA: Kim krævede alle sanktioner hævet for atomfrit Nordkorea
Nordkorea var klar til at lukke omstridt atomkompleks, hvis USA droppede alle sanktioner mod landet.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, var under forhandlingerne om atomnedrustning på Den Koreanske Halvø klar til at lukke det omstridte atomkompleks Yongbyon, hvis USA ville gå med til at droppe alle sanktioner mod landet.
Det bekræfter en embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium over for nyhedsbureauet Reuters.
Kilder har tidligere beskrevet, hvad omdrejningspunktet for forhandlingerne under topmødet i Vietnams hovedstad, Hanoi, har været, men detaljerne i forhandlingerne er først nu bekræftet af de amerikanske myndigheder.
For Kim var det essentielt, at de mange sanktioner, der har været pålagt landet i årevis, skulle fjernes, hvis man skulle gøre meningsfulde fremskridt.
Sanktionerne rammer i høj grad landets civilbefolkning og forhindrer den økonomiske udvikling i det lukkede land.
Nordkorea var dog villig til at acceptere, at sanktionerne mod landets atomprogram blev opretholdt.
- Dilemmaet er, at Nordkorea i øjeblikket ikke er villig til at fastfryse landets atomprogram fuldstændig, lyder det fra udenrigsministeriet.
- Så at lette sanktioner for mange milliarder dollar vil i praksis gøre, at vi ville subsidiere den fortsatte udvikling at masseødelæggelsesvåben i Nordkorea.
Ifølge embedsmanden opfordrede Trump sin nordkoreanske kollega til at forpligte sig helhjertet til atomnedrustning.
Kim Jong-uns krav blev dog mødt med en hurtig afvisning fra USA, og Donald Trump afsluttede forhandlingerne på andendagen torsdag.
- Nogle gange skal man forlade forhandlingsbordet, og det her var sådan en gang, forklarede Trump efter at have afbrudt forhandlingerne og aflyst den underskrivningsceremoni, der optimistisk var planlagt til om eftermiddagen.
Men præsidenten mener stadig, at de to lande i sidste ende kan blive enige om en aftale til underskrivelse.
- Vi kan lide hinanden. Der er en varme, og jeg håber, at den kan bevares. Det tror jeg, at den kan.
Ifølge Trump lovede Kim, at han ikke vil genoptage test af langtrækkende missiler, og Kim har også bekræftet de to mænds "tætte forhold".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned