USA: Kina har beslaglagt undervandsdrone i omstridt hav
Det Sydkinesiske Hav er et omstridt område. Kina gør krav på store dele af havet, mens andre lande betragter det som internationalt farvand. Arkivfoto Foto: AP/Johnson Lai
AP/Johnson Lai
Amerikanerne hævder, at beslaglagt drone alene indsamlede data om vandet i Det Sydkinesiske Hav.
Et krigsskib fra den kinesiske flåde har angiveligt beslaglagt en amerikansk undervandsdrone i internationalt farvand i Det Sydkinesiske Hav.
Det bekræfter en talsmand for USA's forsvarsministerium, Pentagon.
Beslaglæggelsen har fået USA til at klage over kineserne og bede dem levere dronen tilbage.
- Det er vores, og den er tydeligt mærket som vores, og vi vil gerne have den tilbage. Og vi vil gerne have, at det her ikke gentager sig, lyder det fra Pentagon-talsmand Jeff Davis.
Nyhedsbureauet Reuters har ikke kendskab til lignende sager i nyere tid.
Undervandsdronen blev ifølge amerikanerne opsamlet af kineserne torsdag i det omstridte hav ud for Filippinerne.
Det skete, lige inden et amerikansk skib skulle til at hente undervandsdronen op fra havbunden.
Dronen blev brugt til at indsamle data om blandt andet havets saltholdighed, temperatur og sigtbarhed. Den koster ifølge Pentagon 150.000 dollar - godt en million danske kroner - og benytter sig ikke af hemmelig teknologi.
Kina har i årevis egenhændigt krævet retten til omkring 80 procent af Det Sydkinesiske Hav i en zone i nærheden af Filippinerne, Malaysia og Vietnam.
Kina har blandt andet bygget en række kunstige øer i området. Tænketanken Asia Maritime Transparency Initiative oplyste tidligere i denne uge, at kineserne har installeret større våbensystemer på øerne.
USA har flere gange sejlet tæt forbi disse øer for at vise, at man ikke accepterer Kinas territorialkrav.
En stor del af verdens handel går igennem området, samtidig med at der er store råvareforekomster. Tidligere har Kina meldt ud, at landet er klar til at forsvare sine interesser i området.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie