USA lover 60 millioner vaccinedoser væk til andre lande
AstraZenecas vaccine er godkendt til brug i EU, men er ikke i brug i Danmark. Det skyldes, at der er fundet sjældne, men alvorlige bivirkninger ved vaccinen. Foto: Yves Herman/Reuters
Yves Herman/Reuters
USA får foreløbig ikke brug for vacciner fra AstraZeneca. Derfor vil landet give dem væk.
USA vil give 60 millioner doser coronavaccine fra AstraZeneca til andre lande.
Det skriver Andy Slavitt, seniorrådgiver om covid-19 for den amerikanske regering, på Twitter.
USA vil give vaccinedoserne videre, "når de er tilgængelige", tilføjer han.
- Til alle der forståeligt nok siger: "på tide" eller "hvad ventede de på", så er der på nuværende tidspunkt stadig ganske få tilgængelige. Derfor er ingen tid blevet tabt, skriver han.
Andy Slavitt uddyber ikke, hvad der skal til, før doserne er tilgængelige.
Men Det Hvide Hus oplyser, at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, skal bekræfte, at doserne lever op til kvalitetsstandarder, før doserne bliver sendt videre. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det amerikanske nyhedsbureau AP rapporterer, at doserne bliver givet til andre lande de kommende måneder, efter at de er blevet sikkerhedsgodkendt.
Coronakoordinator for Det Hvide Hus Jeff Ziens siger til AP, at omkring ti millioner doser snart kan blive godkendt og afsendt. Yderligere 50 millioner doser er i "forskellige stadier af produktionen" og kan blive afsendt i maj og juni.
Det uddybes ikke, hvilke lande der er først i køen til at få vaccinerne.
Ifølge Det Hvide Hus får USA ikke brug for AstraZenecas vacciner over de næste par måneder. Det er derfor, at man vil give dem til andre.
USA er selv godt med i forhold til vaccineindsatsen.
Mandag er status, at der er givet over 230 millioner doser coronavacciner til de amerikanske borgere. Over 95 millioner er færdigvaccinerede. Landet har cirka 328 millioner indbyggere.
Landet har ikke vaccineret med AstraZenecas vaccine, da den endnu ikke er godkendt. Det har brugt vacciner fra Moderna, Pfizer/BioNTech og Johnson & Johnson.
AstraZenecas vaccine er godkendt til brug i EU, men er ikke i brug i Danmark. Det skyldes, at der er fundet sjældne, men alvorlige bivirkninger ved vaccinen.
Ifølge Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) opvejer fordelene dog ulemperne ved vaccinen. Derfor er den også fortsat i brug i andre EU-lande og i øvrige dele af verden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned