USA sigter kinesiske selskaber for fremstilling af kraftigt opioid
- Disse selskaber og deres ansatte konspirerede om at fremstille dødeligt fentanyl til distribution i USA, siger justitsminister Merrick Garland om opioidsag. Foto: Kevin Wolf/Ritzau Scanpix
Ifølge minister sendte ét selskab nok kemikalier til at fremstille 25 millioner dødelige doser fentanyl.
Fire kinesiske selskaber sigtes af den amerikanske regering for ulovlig handel med stoffer, der kan bruges til fremstilling af fentanyl, som hvert år kædes sammen med tusindvis af dødsfald i USA.
Det oplyser den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, fredag.
Derudover sigtes otte kinesere i sagen. To af dem er blevet anholdt.
Fentanyl er et kraftigt syntetisk opioid, som minder om det smertestillende middel morfin, men er 50 til 100 gange mere potent.
Det er første gang, at kinesiske selskaber sigtes for ulovlig handel i USA med stoffer, der kan bruges til fentanyl-fremstilling.
Langt mere hyppigt sker det, at stofferne sendes til Mexico, hvorfra det meste fentanyl i USA kommer.
- Disse selskaber og deres ansatte konspirerede om at fremstille dødeligt fentanyl til distribution i USA, siger Garland.
- Blot det ene af disse selskaber, der har base i Kina, sendte mere end 200 kilo kemikalier med det formål at lave 50 kilo fentanyl, fortsætter justitsministeren.
Han påpeger, at det er en "mængde, der kan indeholde nok dødelige doser til at dræbe 25 millioner amerikanere".
De sigtede selskaber er Hubei Amarvel Biotech, Anhui Rencheng Technology, Anhui Moker New Material Technology og Hefei GSK Trade.
Både ansatte og ledere i selskaberne er blandt de sigtede personer.
De to anholdte er ansatte i Hubei Amarvel Biotech. De blev anholdt i Honolulu på Hawaii.
En rapport fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) viser, at næsten 70.000 mennesker i USA i 2021 døde af en overdosis forbundet med fentanyl.
Fentanyl fås på recept, men bliver også produceret ulovligt. Det er oftest ulovligt produceret fentanyl, som er involveret i overdoser.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned