Forhandlere fra præsident Barack Obamas regering og Republikanerne er fortsat ikke lykkedes med at løse den budgetkrise, der truer med at lamme dele af USA's føderale regering og statslige kontorer fra fredag klokken 24.
Onsdag vil forhandlere fra Demokraterne og Republikanerne nok engang forsøge at nå til enighed, og ifølge nyhedsbureauet Reuters vil Obama indkalde chefforhandlerne til et møde i Det Hvide Hus for at fremme forhandlingerne.
Demokraternes leder i Senatet, Harry Reid, og Republikanernes leder i Repræsentanternes Hus, John Boehner, afviser dog begge at have nogen ærinder i Det Hvide Hus onsdag.
Ledende medlemmer af det demokratiske parti nægtede tirsdag aften at sige ja til et republikansk forslag, der ville betyde ekstra besparelser for 63 milliarder kroner, hvilket var Republikanernes pris for at sikre finansiering til yderligere en uges drift.
Republikanerne siger på den anden side, at partiet ikke har været enige med Demokraterne om besparelser for 173 milliarder kroner, der skulle gennemføres i indeværende finansår, som i USA slutter den 30. september.
Republikanerne kræver besparelser for 212 milliarder kroner.
Ud over selve beløbet strides parterne om, hvilke steder sparekniven skal sættes ind.
Hvis ikke partierne bliver enige om budgettet fredag, må dele af USA's offentlige sektor, eksempelvis paskontorer, visse domstole samt nationalparker, lukkes ned midlertidigt.
Men der er håb om en løsning. Harry Reid fastslog tirsdag efter sit møde med John Boehner, at "vi forhandler fortsat i god tro, vi er ikke så langt fra hinanden og forhåbentligt kan vi finde en løsning".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned