USA udskyder militærøvelser med Sydkorea på ubestemt tid
For at vise støtte til forhandlingerne med Nordkorea har USA udskudt to øvelser med Sydkorea. Foto: Jung Yeon-je/arkiv/Ritzau Scanpix
Jung Yeon-je/arkiv/Ritzau Scanpix
For at støtte diplomatiske forhandlinger med Nordkorea har USA udskudt yderligere to øvelser med Sydkorea.
USA har udskudt to militærøvelser med Sydkorea, som skulle have fundet sted i løbet af de næste tre måneder.
Øvelserne er udskudt på ubestemt tid.
Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det sker for at støtte diplomatiske forhandlinger med Nordkorea.
- For at støtte gennemførelsen af resultaterne fra topmødet i Singapore - og i samarbejde med vores allierede Sydkorea - har forsvarsminister Jim Mattis besluttet at udskyde øvelserne på ubestemt tid, oplyser talsmand for forsvarsministeriet Dana White.
Meldingen kommer, få dage efter at USA og Sydkorea blev enige om at udskyde den fælles militærøvelse Ulchi Freedom Guardian, der skulle have fundet sted i august.
En talsmand for Det Hvide Hus udtalte tidligere på ugen, at øvelsen er udskudt, "så længe Nordkorea handler i god tro", skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sidste år deltog 17.500 amerikanske soldater og 50.000 soldater fra Sydkorea i militærøvelsen.
Det var ventet, at de to lande ville udskyde den storstilede øvelse, efter at USA's præsident, Donald Trump, den 12. juni mødtes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore for at diskutere atomnedrustning og en mulig fredsaftale.
Her udtalte Donald Trump, at han havde i sinde at "afslutte krigslegene" snarest muligt.
USA's sanktioner mod Nordkorea vil dog blive fastholdt, indtil nordkoreanernes atomnedrustning er komplet, har USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, sagt.
Under mødet i Singapore underskrev Donald Trump og Kim Jong-un en erklæring, hvor Nordkorea lover at arbejde for en atomvåbenfri koreansk halvø.
Kritikere har dog påpeget, at det er en meget løs aftale, der er indgået. Blandt andet er den i sin ordlyd svagere end tidligere internationale aftaler om atom- og raketnedrustning, der er indgået med Nordkorea de seneste 25 år.
Det var aftaler, som Nordkorea siden løb fra og i stedet arbejdede videre med at sikre sig atomvåben.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned