Republikanerne i USA har vundet to guvernørvalg tirsdag. Sejrene kommer som en lussing til Barack Obama og hans Demokrater nøjagtig 12 måneder efter, at de sikrede sig Det Hvide Hus.
I New Jersey, traditionelt en af Demokraternes højborge, lykkedes det republikaneren Chris Christie at besejre den siddende guvernør, Jon Corzine. Ifølge de foreløbige optællinger har Christie fået 55 procent af stemmerne mod 44 procent til Corzine.
Republikaneren Rob McDonnell sikrede sig guvernørboligen i Virginia ved at besejre Demokraternes Creigh Deeds. Her fordelte stemmerne sig med 59 procent til McDonnell mod 41 procent til Deeds.
Resultaterne er et tilbageslag for præsident Obama, som personligt havde deltaget i valgkampen i begge delstater.
Samtidig blev borgmestervalget tirsdag i New York ganske uventet et tæt løb. Den siddende borgmester, Michael Bloomberg, der også er en meget velhavende erhvervsmand, vandt valget med 50 procent af stemmerne. Hans demokratiske modkandidat, Bill Thompson, fik 46 procent af stemmerne.
Den 67-årige Bloomberg, der er politisk uafhængig, er kendt for at have ryddet op i New York, der tidligere har været præget af kriminalitet og slidte boligkvarterer.
Præsident Obamas talsmand, Robert Gibbs, forsøger at nedtone betydningen af de tre nederlag.
- Jeg tror ikke, at præsidenten ser på disse valg og tror, at de siger noget om vore fremtidige lovmæssige tiltag eller vore fremtidige politiske tiltag, siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned